41-årige Lisa Jonasson fra Broager går efter at komme i byrådet for Venstre, for hendes værdier er klart liberale.

Lisa Jonasson vil i byrådet for Venstre

Under transmissionen fra kommunalvalget for fire år siden stod den i dag 41-årige Lisa Jonasson, Broager, på et løbebånd i fitnesscentret og fulgte med. Selv om ikke mindst konstitueringen i Sønderborg gik lidt trægt over skærmen, blev hun alligevel bidt af det politiske spil.

“Der var et eller andet, der tændte mig. Jeg fik den flygtige tanke, at det kunne være spændende at være med i det politiske arbejde. Da byrådet var konstitueret, ringede jeg i januar 2022 til Venstre i Broager og sagde, at jeg gerne ville være med, og at mit mål er at komme i byrådet,” fortæller kandidaten, der måske nok vakte en del undren, men i dag er nummer seks på Venstres liste i Sønderborg Kommune.

“Det blev Venstre, fordi partiets værdier også er mine. Jeg er borgerlig liberal og mener, man har ansvar for sit eget liv. Det er en del af mit DNA. Det er jeg vokset op med,” fortæller Lisa Jonasson, der har gået i tysk skole i Padborg og har boet i Kragelund og Gejlå.

Grøn i politik

Som ung gik hun på Ladelund Ungdomsskole syd for den dansk-tyske grænse. Hun forelskede sig også i Rasmus Jonasson, som hun i dag er gift med. Han kunne ikke tænke sig at bo andre steder end i Broager. Betingelsen var også, de skulle bo i nærheden af brandstationen, for han er frivillig brandmand. Parret har ingen børn, men to Golden Retrievere. Venstre kandidaten arbejder i Frøslev Lejrens Museum som kontoransat og er i gang med en akademisk ledelsesuddannelse.

”Jeg er ret grøn i politik. Jeg kører hver dag ud af kommunen for at komme på arbejde. Jeg er ikke så meget på de digitale medier, fordi jeg ikke kan lide den hårde tone. Den er nogle gange så modbydelig, at jeg ikke ønsker at tage del i den. Det er så lavt bare at sidde bag skærmen og overfuse andre. Det er uopdragent og ærgerligt, og det er årsagen til, jeg ikke er der. I stedet deltager jeg i kandidattests og er begyndt at skrive læserbreve,” fortæller Lisa Jonasson, der også har fået hængt en del plakater op.

Hun er klar til den hede fase af valgkampen og står foran butikkerne på Torvet i Broager og deler valgmateriale ud den kommende tid. Hun vil også gerne have en snak med vælgerne, for hun mener det alvorligt. Som forholdsvis ung kvinde mener hun at have stærke liberale holdninger at byde på. Den målbevidste tilvalgte brouering vil ikke have noget imod at være en af de 31, der tager plads omkring rundbordet i byrådssalen, når vi går ind i det nye år ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 6. november 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.