Oldtimerløbet er Lions Club Broager-Gråstens store aktiv, der gør klubben i stand til at donere pæne summer til humanitære og velgørende formål.

Lions Club Broager-Gråsten runder det halve århundrede

Lions er en forening af ærværdige mænd, der arbejder for at skaffe penge til at støtte velgørende humanitære formål. Lions Club Broager-Gråsten blev stiftet 24. september 1974 og runder således 50 året her i september.

“Vi fejrer det med en indbudt reception på Den Gamle Kro i Gråsten,” fortæller præsident Kristian Pallesen, Broager.

Lions Club blev stiftet i USA i 1917, da der var behov for en indsats i almenvellets tjeneste frem for den selvoptagethed, der prægede den tid. Lions spredte sig til hele verden og kom til Danmark i 1950. Der er i dag 312 klubber med til sammen 6.500 medlemmer Lions Club Broager-Gråsten har Lions Sønderborg som moderklub.

“Vi er stærkt forbundet med Oldtimerløbet, som har fundet sted i 31 år og er Lions Broager-Gråstens store aktiv med tusindvis af tilskuere og deltagere. Det er her, vi henter pengene til langt størstedelen af vore donationer. Vi har heldigvis en stor skare af trofaste støtter, der hjælper til. De senere år har vi fået hjælp fra Lions Club Sønderborg. Der bliver ikke flere frivillige, og i Lions støtter vi hinanden,” fortæller Kristian Pallesen.

“Vi har ikke uddelt voldsomt meget i donationer i år, men det kommer,” lyder det fra formanden, der agter at dele donationer ud i forbindelse med jubilæet.

“Jeg så gerne, der kom flere ansøgninger til donationer til humanitære formål. Vi ønsker os også flere medlemmer. Lions Club er i hele Danmark og giver mulighed for at være aktiv i en social sammenhæng. Vi ønsker at gøre opmærksom på vort formål og at vinde så mange som muligt for sagen,” siger Kristian Pallesen.

Tidsfristen er udløbet for jubilæumsdonationer, men foreninger og arrangementer med velgørende humanitære formål kan søge om støtte, hvis de har hjælp behov. Det sker ved at sende foreningen en mail. Lions Club Broager-Gråsten har i øjeblikket 14 medlemmer. Der må gerne komme flere til.

I Sønderborg kommune findes desuden Lions Club Sønderborg, Lions Club Sønderborg-Alssund og Lions Club Als, hvor sidstnævnte er en kvindeklub. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 27. august 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.