I forhallen er der for nyligt opsat en motorikbane til stor morskab for både børn og voksne.
Lej dig ind i Grænsehallerne
Grænsehallerne i Kruså er i gang med at forny konceptet.
“Et af de nye tiltag er, at man kan leje sig privat ind i en af hallerne. Sidder man f.eks. en weekend og har familie-træf, fødselsdag eller bare er sammen med vennerne, kan man ringe og høre om en af hallerne er ledige. Efter betaling får man en kode udleveret, og derefter kan man frit tage hen og spille fodbold, badminton, floorball eller hvad man nu har lyst til i en time eller to eller en hel dag. Vi tager telefonen døgnet rundt, så man kan altid få fat i en medarbejder”, fortæller halinspektør Dan Andresen.
Udlejning
Grænsehallerne er også leveringsdygtige i udlejning af borde og stole til fester, og det er muligt at få mad ud af huset.
I Multisalen arrangeres fester såsom børnefødselsdage, familiefester, firmafester og julefrokoster. Der afholdes også tit foredrag og møder, udover at der dyrkes gymnastik, dans, yoga og meget andet.
”Når vi engang får vores byggetilladelse af Aabenraa Kommune, går vi i gang med ombygningen af den gamle bowlinghal. Så er der endnu bedre muligheder for at tilgodese vore mange kunders behov”, fortsætter Dan Andresen.
Grænserevy
Når der atter til efteråret spilles grænserevy skulle det meget gerne foregå i den ombyggede hal.
I forhallen er der for nyligt etableret en motorikbane. Her kan børn og voksne udfolde sig sammen med de øvrige aktiviteter. Desuden er dørene til hallerne udskiftet med glasdøre. Det har bevirket, at det giver mere ro. Nu kan folk nemlig kigge ind igennem døren uden at de behøver åbne den.
”Vi har jo også overnatningsmuligheder med 64 sengepladser, så hvis man holder sin familiefest her kan familien overnatte og endda få morgenmad næste morgen”, nævner Dan Andresen. ■
Faktaboks
Grænsehallerne giver mulighed for at dyrke
- Volleyball
- Floorball
- Faustball
- Badminton
- Fitness
- Håndbold
- Fodbold
Yderligere aktiviteter
- E-Sport
- Aerobic
- Yoga
- Krolf
- Tæppecurling
- Bowls
- Linedance
- Gymnastik
- Senioridræt
Afholdelse af
- Møder
- Foredrag
- Koncerter
- Træningsophold
- Overnatning
Skrevet af
Foto af