Tusindvis af mennesker var samlet for at se cykelrytterne suse forbi.

Le Mojn: Gul cykelfeber i hele slotsbyen

Tour de France i Gråsten. Det er en sætning, der for få år siden havde lydt komplet utænkelig. 

Ikke desto mindre blev det en realitet, da Tour de France-feltet søndag eftermiddag susede gennem Gråsten.

Normalt er det nok i orden at tænke, at de fleste ikke tager toget tidligt søndag morgen. Hvis det er en uskreven regel, er det en regel, som mange har valgt at se bort fra denne søndag morgen. 

Mængden af mennesker på vej mod det sønderjyske – på et endda så ubekvemt tidspunkt – er markant højere end sædvanligt. I togvognen lader det til, at andelen af folk, der taler ”æ sproch”, er lavere, end den plejer at være.

Nogle står af i Kolding, mens mange andre fortsætter helt til Sønderborg. 

Også i Gråsten er adskillige klar til at hoppe på toget til endestationen i Sønder­borg. Normalt er handelsbyen kun endestation for toget. I dag fungerer kommunens største by også som endestation for verdens største cykelløb: Tour de France.

Gråsten er pyntet op

Overalt i Gråsten ser man forvarsler om den storslåede begivenhed, der snart vil finde sted. Barrierer sættes op; gråstenere tropper op; byen er pyntet op. Storskærme pryder både torvet og Sønder­borg Landevej. Mange flokkes til vejen, til torvet og til alle vegne. 

De ikoniske Tour de France-trøjer i gul, i grøn og i hvid med røde prikker sidder klar i campingstole ved barriererne, allerede inden, de er lukket af. Når man kører forbi, kigger de allerede forventningsfulde ud på vejen.

Stilhed før stormen

Klokken 12 er rytterne endnu godt 160 kilometer fra Gråsten. Mens vejene lukker og rytterne gør klar til start, er byens borgere allerede godt i gang. Øl­hanerne flyder, og garderne marcherer henad torvet. Hvis stemningen før var i top, er det nu, den får et sidste los opad.

På Felsted­vej strømmer folk ud på kørebanen. Be­væbnet med kridt farvelægger børn i alle aldre vejen med alskens motiver. Til lyden af Kraftwerks ’Tour de France’-sang maler de motiver af både Danne­brog, hjerter og cykler. Finurlige tekster kommer også til syne. ”Rolf er ren” og ”Le Mojn” skiller sig ud på denne del af strækningen.

Den sædvanlige tunge trafik er pist borte. Selvom bilerne er parkeret, er mængden af hjul på vejen tårnhøj. Op og ned ad gaden prøvekører cykelentusiaster strækningen mellem motorvej og slot, før reklamebiler og ryttere lægger samme vej forbi nogle timer senere. En enkelt Soundboks på en ladcykel trisser også op ad Felstedvej, mens en væltepeter gør sin entré på torvet.

Euforisk slutning

Som en sidste pejling om, at feltet rykker ned gennem landet, kommer reklamebilerne forbi. Det er ikke alle verdens virksomheder, der deltager, men med mængden af sponserede kasketter, drikkedunke og slik kan man næsten få det på fornemmelsen. Stemningen er stadig høj; nu er der kun én ting, der fylder i gråstenernes hoveder: Hvornår kommer feltet? ■

Gråsten var søndag klædt i gult, da verdens største cykelløb susede gennem byen.

blank

Den Kongelige Livgarde marcherer hver dag gennem slotsbyen.

Skrevet af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring 26 77 22 72

Fotos af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.