Lars Nielsen fra LB bilsyn i Padborg syner grønlandske biler

Af Ditte Vennits Nielsen

Lars Nielsen fra LB-Bilsyn i Padborg er hvert år i Grønland for at syne biler.
Det startede for tre år siden, da et firma i Nuuk søgte en synsmand, der havde lyst til at tage til Grønland i 9 dage for at syne biler.
Lars Nielsen syntes det var en genial idé.
”Det grønlandske firma tilbød at betalte både rejsen derop, opholdet og rejsen hjem. Så oveni en god løn ville det også være en enorm oplevelse”, fortæller Lars Nielsen.
Lars Nielsen og hans kone tog derfor derop, og det er indtil nu gået så godt, at de har været deroppe hvert år siden 2014.
Der er ingen lovkrav om syn af biler på Grønland. Der kører 4,500 biler rundt i de grønlandske byer, og den længste strækning man kan køre, er på 20 km.
Det er ikke muligt at køre fra by til by, og i Grønlands største by Nuuk er der kun 200 km vej i alt.
”Derfor har man åbenbart ikke syntes, det var så vigtigt at få lavet et periodisk syn af biler. Men en dag skete der en ulykke med dødelig udgang. Det fik det grønlandske firma til et tage kontakt til forskellige synshaller i Danmark”, fortæller Lars Nielsen, som er glad for, han fik buddet.
Nyder opholdet i Grønland
I dag står Lars Nielsen for synet af 19 bybusser og 22 andre biler, lastbiler og skralde biler. Hans kone står for det administrative arbejde.
”Mekanikerarbejdet udføres af lokale, og det er en sjov arbejdsproces, der udføres i Grønland. En mand skruer hjulnøglerne af, en anden tager selve hjulet af, en tredje tager sig af bremsen, en fjerde sætter hjulet på igen og en femte skruer hjulnøglerne på. Jo sådan kan man da holde mange beskæftiget”, fortæller Lars Nielsen.
Lars Nielsen nyder opholdet, for efter udført arbejde holder ægteparret gerne en ekstra uges ferie, for enten at opleve mere af Grønland eller tage til Island eller Færøerne.
International by
Nuuk er i dag en international by med både store hoteller, restauranter og hyggelige steder, og lokalbefolkningen er meget venlig og dansktalende.
Mange af de store krydstogtskibe ligger til i Nuuk. Der er stort set ingen bygder tilbage i Grønland mere.
Befolkningen er blevet flyttet ind til byerne og bor i dag i højhuse. Derfor er der sket den kedelige udvikling, at mange grønlændere drikker, for de trives ikke i byerne.
”Gudskelov er der stadig en storslået natur, om end man sagtens kan se nedsmeltningen, når man kommer tilbage hvert år. Der er også stadig et fantastisk rigt liv i havene, og hvis man fisker kan på et hug få 5 store torsk på krogen. Stilheden er meget kendetegnene for Grønland”, fortæller Lars Nielsen, som gerne vender tilbage, så længe der er brug for dem i Grønland.
Gør en for forskel
Lars Nielsen har været med til at gøre en forskel i Grønland. Første gang han kom derop, var det en stor katastrofe, der mødte ham: biler med nedslidte dæk, defekte bremser og masser af rust.
I dag er der sket en betydelig forbedring, og befolkningen har fundet ud af, at det er bedre at forebygge end at lade tingene gå i stykker.