Der er stor interesse for at deltage i netværksgrupper.

Landmænd inviteres til Novo-støttet projekt

Projektet Landmands­drevet Innovation bringer landmænds egne idéer i centrum for udvikling af fremtidens bæredygtige planteavl. 

Agillix, Patriotisk Selskab, Spiras, Velas og VKST arrangerer informationsmøder, og alle er velkomne til at deltage i projektet

Der gemmer sig masser af gode idéer hos danske landmænd, som venter på at blive afprøvet og bredt ud til hele landbruget. Det er en del af tankerne bag projektet “Landmandsrevet Innovation,” hvor de danske marker fra foråret bliver til levende laboratorier.

Landmænd inviteres nu til informationsmøder, hvor man kan høre mere om mulighederne for at deltage i innovationsprojektet, der er støttet af Novo Nordisk Fonden. De første informationsmøder afholdes i januar flere steder i landet.

“Det er bare at møde op og forhåbentligt få lyst til at deltage i projektet. Alle landmænd har gode erfaringer, idéer og tips, der er værd at dele. Vi udvikler idéerne sammen, og hvad man måske selv kan synes er en ‘lille’ idé kan vise sig at skabe værdi for mange,” siger Eva-Marie Lange, der er projektleder i Landmandsdrevet Innovation og sektionsleder hos Teknologisk Institut.

For landmænd er projektet en mulighed for faglig sparring, idéudvikling og afprøvning af både høj- og lavteknologiske løsninger, der kan forandre driften i en mere bæredygtig retning. Ikke kun for miljøet, men også for landmandens økonomi. Ak

Forsøgsudstyr og dataindsamling

De deltagende landmænd vil blive delt op i netværksgrupper, der mødes fysisk og digitalt for at dele viden og idéer og planlægge eventuel afprøvning. Ved de mere krævende afprøvninger er der mulighed for at projektet kan finansiere udstyr, analyser og i nogle tilfælde også en kompensation for en del af den tid, landmændene skal bruge på at indsamle data.

“Vi oplever allerede rigtig god interesse for at deltage. Mange kan se mulighederne i en fælles udvikling, og at de vil få en værdi ved at deltage. Gennem teknologi og faglig viden skal de gode idéer ud at leve med det samme,” siger Eva-Marie Lange.

Informationsmøderne er ganske uforpligtende og byder på let forplejning, information om deltagelse i projektet og oplæg om udviklingen af fremtidens planteavl.

“Det er en unik mulighed for landmænd til at deltage i et netværk med masser af faglig sparring og vidensdeling, og hvor det er deres egne idéer, der kommer i centrum for udviklingen,” siger Henrik Kruse Rasmussen, der er projektleder for Landmandsdrevet Innovation og projektkonsulent hos Agrovi. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. januar 2026

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.