Hans Ove Jensen med de to landmænd Claus Petersen og Kresten Lorenzen, som nu har fordelt 60.000 kroner til seks lokale foreninger.

Landmænd giver donation til lokale foreninger

Det har udviklet sig til en tradition, at den sidste lodseddel i Ringriderfesten i Sønderborgs store lotteri sættes til salg ved årets herrefrokost. Her har alle mulighed for at byde ind. I år var højeste bud 60.000 kr. for lodsedlen med nummer 20.000. 

Bag buddet stod de to landmænd Claus Petersen fra Broager og Kresten Lorenzen fra Avnbøl.

 “Vi havde med et smil på læben drøftet lidt om, hvad vi skulle gøre, hvis vi vandt bilen fra Beka Auto. Måske en 7-7 ordning. Nu vandt vi ikke, men i stedet fik vi mulighed for at vælge de foreninger, der skulle have glæde af pengene vi gav for lodsedlen. Det er lige så fedt. Når man er en del af et fællesskab, er det vigtigt at give noget tilbage, når man kan”, siger Kresten Lorenzen.

Claus Petersen kommer fra Broager, hvor han står bag virksomheden Maaling Avl & Opformering, der har fokus på svineavl. Claus har valgt at donere sine 30.000 kr. med hver 10.000 kr. til Skelde Gymnastikforening, Broager Frivillige Brandværn og Ringriderfesten i Sønderborg.

Kresten Lorenzen ejer Tingvejgaard i Avnbøl, hvor han producerer smågrise. Han har valgt at donere 10.000 kr. til henholdsvis Nydam Børnehus, Ullerup Frivillige Brandværn og Avnbøl-Ullerup Landsbylaug. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 27. august 2024

Skrevet af
Jens Michael Damm

Fotos af
Jens Gøttler

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.