Artikelbeskrivelse

Campingpladsejer Henrik Kragh.

Lærkelunden Camping glæder sig over lysere tider

Efter et forår med stor tilbagegang, ser Lærkelunden Camping i Rinkenæs frem mod lysere tider.

Lige nu er der flere gæster på Lærkelunden Camping, end der var sidste år. Campingpladsen ser samtidigt frem til danskernes foretrukne ferieuger i uge 29 og 30, hvor der er næsten fuldt booket.

Den store interesse i campinglivet har dog ikke været gældende i årets første måneder.

“Vi har mistet ca. 60% af omsætningen frem til midt juni,” anslår Henrik Kragh, medejer af den familieejede campingplads, Lærkelunden Camping. 

Selvom efterspørgslen er stor, nu hvor vi står midt i sommeren, kan det ikke opveje for det allerede tabte.

“Hvis vi samlet set kan gå 10% tilbage på omsætningen, skal vi være rigtig glade,” siger Henrik Kragh.

Efterår er det nye forår

Et forår ødelagde alle planer, feriegæster måtte have haft i foråret. Det gjorde ondt på virksomheder landet over, og her var Lærkelunden Camping ingen undtagelse. 

Henrik Kragh forventer til gengæld, at mange af forårsgæsterne i stedet aflægger visit til efteråret. 

“Vi får nok flere efterårsgæster, end vi er vant til. Der er mange forårsgæster, der har lavet det om til efteråret. Både danske og tyske,” siger Henrik Kragh, og fortsætter: “Der er ingen tvivl om, at vi får flere efterårssæsoner.”

Uge 29 og 30 er stadig de uger, hvor de fleste danskere tager på ferie. I hvert fald på Lærkelunden Camping, hvor næsten alle pladser er booket. Samme tendens ses i ugerne op til og efter de to populære ferieuger. 

Selvom bookinger er godt, ville campingpladsen uanset hvad have stor omsætning i disse uger. Derfor gør det ikke en stor forskel for årets samlede omsætning, om der er mange bookinger. “Det jo lige meget, om de er booket på forhånd, eller om de kommer inden om,” siger Henrik Kragh.

Hvis man vil nå at holde ferie på Lærkelunden Camping i år, skal man dog skynde sig. “Hvis der er nogen, der går derude, og drømmer om en ferie på en campingplads i 28, 29 og 30, så skal de bare bestille,” siger Henrik Kragh.

Varm sommer og lys fremtid

Med forårets bøvl i bakspejlet, står Lærkelunden Camping allerede nu et sted, hvor gæsterne vælter ind i sommervarmen. Gæsternes besøgsglæde ser ud til at fortsætte henover sommeren og endda ind i efteråret, hvor der også kommer mere tryk på. 

På længere sigt er Henrik Kragh også positiv.

“Det, der er positivt for os, er, at der kommer nogen ud og prøver campinglivet, som ikke har prøvet det før. Så har vi måske skaffet nogen, som ikke er vant til livet på en campingplads, der kommer flere gange,” siger Henrik Kragh. 

Forhåbningen om, at flere får øjnene op for Danmark som feriedestination, gør sig gældende i hele Danmark. Både lokalt og nationalt har flere virksomheder prøvet at åbne danskernes øjne for ferier herhjemme.

“De prøver så at opleve Danmark her eller andre steder, og ser, at det er en fed ferieform, og på den lange bane giver det måske noget gevinst,” siger Henrik Kragh. ■

Skrevet af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring på 26 77 22 72