Artikelbeskrivelse
Kransenedlægning for faldne i 1. Verdenskrig i Gråsten
Af Mogens P.C. Jacobsen
Forleden var der kransenedlægning ved mindesmærket på Gråsten Kirkegård for ofrene fra 1. Verdenskrig 1914-18.
Navnene der står på det smukke enkle monument, er på de sønderjyder fra Gråsten Sogn, der ikke kom hjem fra Den Store Krig.
De faldt på slagmarkerne på både Øst- og Vestfronten, i en krig der ikke var deres, idet de som danske blev tvunget i tysk krigstjeneste.
Tidligere graver på Gråsten Kirkegård, Henry Frost, har siden 1980erne trofast bundet en mindekrans og sørget for, at den hvert år blev lagt på våbenstilstandsdagen, den 11. november.
At Henry Frost stadig påtager sig dette, beror på, at han havde lovet Fritz Biehl, der havde deltaget i 1. Verdenskrig, at sørge for, at dagen blev mindet. Fritz Biehl døde i 1985 og ligger begarvet på Gråsten Kirkegård.
Mindesmærket blev første gang opsat i 1922 i slotshaven ved Gråsten Slot. Efter ønske af kong Frederik IX blev det flyttet til et lille anlæg i Havnegade, for i 1960erne at blive placeret på Gråsten Kirkegård.