Planlagt renovering af Broager Kirke er udsat til glæde for konfirmanderne.

Konfirmation finder sted i Broager Kirke

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. 

Oprindeligt var det planen at iværksætte en længe ventet og planlagt ombygning af Broager Kirke med kalkning af hele kirken, udtagning af bænke og installering af et nyt varmesystem fra Store Bededag til første søndag i Advent i år.

Godkendelsen af varmeelementerne fra Stiftets varmekonsulent lader dog vente på sig, så konfirmationerne kan alligevel finde sted i Broager Kirke i år. Det vil sikkert glæde mange konfirmander og deres familier at blive taget i ed på Trosbekendelsen i deres lokale middelalderkirke fra 1200-tallet.

”Restaureringen er ikke påbegyndt endnu. Vi venter fortsat på den endelige godkendelse fra Stiftets varmekonsulent,” lyder det fra menighedsrådsformand Marianne Tychsen.

Den markante kirke med de to spir skal have en gennemgribende indvendig og udvendig renovering. 

Da menighedsrådet var i gang med at tilrettelægge istandsættelsesprojektet, kom det i tanke om, det måske var på sin plads at installere fjernvarme for blandt andet at blive uafhængig af strømforsyningen til den bekostelige elvarme.

Nabokirker

En lovpligtig national varmekonsulent skulle godkende varmeforsyningen, men vendte tommelfingeren nedad, fordi de planlagte varmelegemer ikke indfriede kravene til æstetikken i kirkerummet. 

Menighedsrådet venter fortsat på en lovformelig godkendelse af det ikke ubetydelige varmeprojekt. I forbindelse med istandsættelsen skal alle bænke tages ud af kirken og males og istandsættes med nye puder. Bænkeraderne skal opbevares andetsteds, mens der installeres varme og kalkes. Projektet står i otte millioner kroner.

Menighedsrådet afventer, hvornår det hele kan gå i gang. 

Meningen er, at bryllupper skal foregå i Dybbøl Kirke og konfirmationer i Nybøl Kirke, mens kirken bliver sat i stand, men er konfirmanderne i Broager heldige, bliver kirken sat i stand senere på året, så næste års konfirmationer finder sted i en nyistandsat kirke. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. april 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.