Trods stagnation og rentestigninger solgte Estate Mægler Kjeld Faaborg, Gråsten, og hans medarbejdere 143 boliger i 2023, hvilket gør ham til Sønderborg kommunes og Estate kædens mest sælgende ejendomsmægler.

Kjeld Faaborg topper atter boligsalgslisterne

Estate ejendomsmægler Kjeld Faaborg, Ulsnæs Centret, blev med 143 hushandler i 2023 Sønderborg Kommunes mest sælgende ejendomsmægler. 

Opgørelsen over afsluttede ejendomshandler gør ham ligeledes for 2. år i træk til den mest sælgende Estate Mægler i Danmark, så han står til en ny Estate vinderkåring under årssamlingen 12. januar.

“143 solgte boliger er mindre end foregående rekordår 2021 og det gode 2022, men salget gør stadig, at vi er kommunens og kædens mest sælgende ejendomsmægler. Det er jeg stolt af,” siger Kjeld Faaborg.

Det er ikke blevet lettere at lukke bolighandler.

“Hr. og fru Danmark har i høj grad mærket de stigende renter, der er gået op fra én til fem procent. Det har selvfølgelig indflydelse på hushandlerne, om man skal svare én eller fem procent af en købesum på eksempelvis to millioner kroner. Stagnationen i BNP og de stigende renter er en vigtig faktor i boligsalget,” siger Kjeld Faaborg, der også har hørt, bankerne har strammet betingelserne for boliglån.

Rådighedsbeløb

“Jeg har hørt, at det nu kræver et rådighedsbeløb på over 20.000 kroner for en familie med to børn at optage lån til et hus, hvor det tidligere lå på 16-20.000 kroner. Vi sælger stadig til en hel del tyskere, men også her er der sket en afmatning. De mærker rentestigningerne ligesom alle os andre,” siger Kjeld Faaborg, der sammen med sine fire medarbejdere sælger privatboliger, ejerboliger og sommerhuse.

På baggrund af stagnation og afmatning i markedet er det ikke just blevet lettere at sælge boliger. 

Ikke mindst på den baggrund er Kjeld Faaborg stolt af årets resultat. 

Kjeld Faaborg blev også Årets Estate Mægler i 2020 og 2022. 

2021 var så forrygende et salgs år, at han endte på en fjerdeplads, fordi der var Estate Mæglere, der nærmest røg op og ramte salgsloftet. 

Det betød også, mange havde en drastisk salgsnedgang i 2022, da Gråsten­mæglerens stabilitet gav sig udslag i en ny kåring for et år siden for 154 solgte ejendomme.

Kjeld Faaborg har været Estate Mægler siden 1992 og autoriseret ejendomsmægler i 33 år. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 2. januar 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.