Kendt butik i Gråsten fylder 100 år

100 års jubilæer er ikke hverdagskost i detailhandlen, og det er heller ikke almindeligt, at den samme butik har været i familiens hænder i tre generationer.

Matas i Jernbanegade fylder 100 år den 15. juni. Butikken startede i mindre lokaler på Torvet og har gennem tre generationer været i familien Nørgaards eje, inden man blev opkøbt i 2007.

I 1925 åbnede Anker Thomsen Nørgaard en såkaldt drogeri-forretning på Torvet 5, som hurtigt blev så populær, at man voksede ud af lokalerne, hvorfor man rykkede til Borggade – først i nummer 4 og senere i nummer 1.

Butikken i Borggade nyder stor succes og går i arv gennem generationer. I 1992 er det tredje generation, Kirsten Zimmermann (født Nørgaard), der er indehaver, og hun flytter endnu en gang til større lokaler – nemlig de nuværende i Jernbanegade 2. Anette Duus Nørgaard, der over flere omgange har været en del af butikken, blev i 2007 butikschef – en rolle hun stadig har i dag.

“Jeg er selvfølgelig stolt over at have været en lille del af en så lang historie, som denne butik har i Gråsten. Indbyggerne i byen har handlet hos os i 100 år, og man mærker i dagligdagen, at de gerne vil os. Udviklingen har været enorm, og særligt de seneste små 20 år har der virkelig været fart på” siger Anette Duus Nørgaard.■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. juni 2025

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.