
Kirsten Petersen Madsen er glad for at kunne fortsætte som bedemand, og Bedemand Martin Good overtager Kirsten P. Madsens bedemandsforretning.
Kendt bedemand sælger sin begravelsesforretning
Kirsten P. Madsen har solgt Begravelsesforretningen Kirsten og Rejner til Rabøl Jørgensens Begravelsesforretning, som ejes af Martin og Anita Rabøl Good.
Hun fortsætter bedemandsarbejdet i foreløbig 3 år endnu.
Kirsten P. Madsen er 68 år, og har i 18 år været selvstændig bedemand. Hun startede den 1. august 2004 i lære hos Rabøl Jørgensens begravelsesforretning, og den 1. januar 2007 blev hun selvstændig.
“Jeg har startet forretningen op helt fra bunden, så det var en meget svær beslutning om at sælge. Men når det skulle være, er jeg glad for, at det var min “gamle læreplads”, Rabøl Jørgensens Begravelsesforretning, jeg kunne overdrage forretningen til”, siger Kirsten P. Madsen, som nu arbejder på nedsat tid. Hun har ikke længere ansvaret for at købe ind og andre praktiske ting.
“Jeg får lov til at være bedemand, og der skal være overskud til at være til stede i samtalen med mennesker, som har mistet”, siger Kirsten P. Madsen.
Da hun begyndte som bedemand tilbage i 2004, var der ca. 70 %, som valgte at blive bisat, i dag er det ca. 90 %. Flere vælger at få deres aske strøet ud over vandet.
Deler de samme værdier
Martin Good fra Rabøl Jørgensens Begravelsesforretning fortæller, at de er rigtig glade for, at Kirsten P. Madsen fortsætter som ansat hos dem.
“For os var det helt naturligt at tilbyde Kirsten at fortsætte hos os, når hun var klar til at afhænde sin egen begravelsesforretning. Vi deler de samme værdier og vi har fået en god og dygtig kollega”, fortæller Martin Good.
Kirsten P. Madsen er en vellidt og værdsat bedemand, som med stor ydmyghed og respekt er behjælpelig, når familien skal tage afsked med deres kære. Hun er glad for at kunne fortsætte som bedemand i nogle år, endnu. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. januar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
