
Kedde har ikke fortrudt, han gjorde sig selvstændig som tømrer, selv om det også kan give søvnløse nætter.
Kedde har styr på tømrerarbejdet
For 12 år siden gjorde den i dag 54-årige tømrer Kristian Sørensen sig selvstændig med K. Sørensen Byg i Gråsten.
Det har han ikke fortrudt, selv om han ind imellem også har betalt dyre lærepenge.
“Jeg er uddannet ved Brødr. Jensens Eftflg., har arbejdet hos hos Karl D. Petersen i Avnbøl og har været hos flere forskellige tømrere i Sønderborg området. Jeg har altid været glad for det, men på et tidspunkt var det som om, jeg havde behov for større udfordringer,” siger Kedde Sørensen, der i en alder af godt 40 havde valget mellem at gå egne veje eller blive ved med det, han havde lavet indtil da.
Han valgte det første og har ikke fortrudt, selv om livet som selvstændig tømrer også kan give søvnløse nætter og spekulationer over, om økonomien og logistikken går op i en højere enhed.
“Timing og planlægning, det er nøgleordene. Som selvstændig er man også tovholder på diverse projekter. Tingene skal klares i den rigtige rækkefølge. Laver du badeværelser, er det vigtigt, elektrikeren og VVS’eren er passet rigtigt ind i tidsplanen,” fortæller Kedde, som han kaldes.
Vinduer og døre
Han laver alt i tømrerarbejde som tag, facade og ikke mindst vinduer og døre foruden badeværelser med skabe, beklædningsskabe og installationer med hjælp fra andre fagfolk. Han har teknisk udstyr til at løfte de tunge ting og hjælp fra en tømrer, der giver en hånd med i det omfang, der er behov.
Sådan er han også selv startet som selvstændig med at gå til hånde hos en kollega. Der er et stort koordineringsarbejde i at få tingene til at gå op i en højere enhed. Lister skal være gjort klar og høvles og males til det daglige arbejde, så der ikke opstår unødig spildtid i de forskelige byggeprojekter.
Nogle gange kværner tingene rundt i hovedet på tømrermesteren, når han lægger hovedet på puden.
For eksempel kom der i 2023 og 2024 så meget nedbør, at det voldte ham store kvaler, om presenningerne nu holdt på et tagprojekt, eller om tagarbejdet kunne udføres i det hele set. Tømrere er også klimaramte og har fået flere ting at tage stilling til med vejrets ustabilitet.
“Nogle gange har det bare regnet uafbrudt, og blæst og regn og slud er blevet ved og ved. Det var forfærdeligt,” siger Kedde Sørensen, der også har oplevet kunder, der ikke kunne betale, eller at han havde glemt at tage højde for, om en kunde, havde en skadedyrsforsikring, og da han ikke havde det, kostede en mårfamilies hærgen 20.000 kr.
En anden ting er bankernes generelle skepsis over for at yde byggelån til små selvstændige, specielt nyopstartede virksomheder. Det har Kedde også haft inde på livet. Han har mange stamkunder, der kender ham godt og gerne vil have ham ind til forefaldende opgaver i hus og hjem.
Kedde har oparbejdet et navn og et godt ry som en stabil og pålidelig tømrer, og det er jo ikke så værst, når man agter at lade livet som selvstændig vare længe endnu. ■

Uforudsete forhold som vejrliget har givet Kristian Sørensen hovedbrud ind imellem, når det regnede og blæste i ét væk, men han har altid klaret skærene.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 26. marts 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
