Artikelbeskrivelse

Karate påvirker den måde Jørgen Fogt lever på

Af: Signe Svane Kryger
64-årige Senpai Jørgen Fogt, Felsted, er chefinstruktør i Gråsten Karate Klub, som han startede i 2002 sammen med sin kone Margit Fogt.
Siden da har Jørgen Fogt hjulpet mange elever – unge som gamle – til at komme i bedre form og få selvtillid.
Jørgen Fogt har trænet karate i 42 år og har sort bælte med 2. dan inden for organisationen Shinkyokushin karate. Derudover har han fået tre lederpriser igennem årene for sit store engagement som træner.
I 1973 startede han med selv at træne karate i Sønderborg, og kun få år efter begyndte han selv at træne elever.
I 1979 var han med til at starte en ny karateklub i Felsted, men måtte efter nogle år flytte til nye lokaler i Aabenraa, og der startede han Aabenraa Karate Klub, hvor han i dag er æresmedlem.
”Karate er ikke bare træning. Når man først er i gang, kan man slet ikke lade være med at træne. Det bliver en del af livet og er med til at påvirke den måde, man lever på”, lyder det fra Jørgen Fogt.
De mange, mange timer han har brugt på at træne, er velset derhjemme, for både kone og de tre børn har også trænet karate.
Jørgen Fogt træner to forskellige hold tre gange om ugen, men i mange år trænede han fire gange om ugen.
Selvom han har trænet lige så lang tid som en menneskealder, har han ingen intentioner om at stoppe foreløbig.
”Det er dejligt at se elever vokse og blive bedre og at kunne lære det videre, som karate handler om – at være ydmyg og respektfuld over for andre mennesker. For mig er karate den måde, man er på, og jeg fortsætter med at træne, så længe at der er brug for mig.”, siger Senpai Jørgen Fogt. 

Senpai Jørgen Fogt, Felsted, er træner i Gråsten Karate Klub Foto Signe Svane Kryger

Senpai Jørgen Fogt, Felsted, er træner i Gråsten Karate Klub
Foto Signe Svane Kryger