Artikelbeskrivelse

Julemanden vågnede op til stor juletræsfest i Felsted

Af Kira Bonde Andersen

Julemanden blev søndag vækket af børnene i Felstedhallen med begejstrede børneskrig, dans og leg rundt om det store juletræ.
For 5. år i træk blev den store juletræsfest afholdt i Felstedhallen, hvor 125 børn kom for at vække Julemanden og danse og synge omkring det pyntede juletræ.
Derudover deltog også 150 voksne.
Dørene blev åbnet kl. 13.00, hvorefter en børnevenlig gudstjeneste var tilrettelagt i hallen af sognepræst Oliver Karst. Her deltog omtrent 60-80 voksne og børn. Æbleskiver, gløgg, bagværk og kaffe blev langet over disken, alt i mens børnene boltrede sig rundt i hallen i form af forskellige aktiviteter og konkurrencer.
Højdepunktet
Sidst på eftermiddagen var dagens højdepunkt at vække Julemanden samt hans nisser og danse rundt om træet i sang, hvorefter børnene til sidst fik tildelt en slikpose af Julemanden. Dagen var i høj grad en hyldest til traditionerne, og en dag som skal samle byen på tværs af generationer.
Det er noget som halbestyrer Kenn Hansen og formanden for halbestyrelsen Henrik Christensen tillægger stor værdi.

 

Julemanden havde nok at se til med de 125 forventningsfulde børn fra Felsted. Foto Kira Bonde Andersen

Julemanden havde nok at se til med de 125 forventningsfulde børn fra Felsted.
Foto Kira Bonde Andersen