Der var god stemning ved “Heksehuset” i Padborg Skov, og der blev udsolgt af gløgg og varm kakao.

Julefedtet blev brændt af på gåtur

Hen ved 300 mennesker gik forleden en rask gåtur rundt om Nihus Sø.

Gåturen var arrangeret af Padborg Friluftsscene, som fik indsamlet 4.700 kr. til Rønshaves Venner.

“Det var en pragtfuld dag. Vi skønner, at omkring 300 mennesker gik den skønne tur, og langt over 200 mennesker besøgte ‘Heksehuset’ og støttede den gode sag ved at købe gløgg og varm kakao”, fortæller en af initiativtagerne, Ninna Schrum.

Bestyrelsen havde bagt småkager som blev delt ud med drikkevarer, og efter et stykke tid var gløggen udsolgt.

Heldigvis var der stadig varm kakao, og der var god stemning både i Padborg Skov og på den anden side af grænsen ved Alte Schule i Niehuus. Her kunne man støtte velgørende formål i Harrislee ved at købe punch og fedtemadder. 

“Det er en dejlig tradition, vi har indført og som helt sikkert også finder sted ved årsskiftet”, fortæller Ninna Schrum. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80