Redaktionen af bogen fra venstre Lone Jørgensen, Bodil Gregersen, formand Jørgen Christian Clausen, Anne Marie Brodersen og Hanne Næsborg var godt tilfredse med resultatet, da de mandag pakkede den frisktrykte bog ud.

Redaktionen af bogen fra venstre Lone Jørgensen, Bodil Gregersen, formand Jørgen Christian Clausen, Anne Marie Brodersen og Hanne Næsborg var godt tilfredse med resultatet, da de mandag pakkede den frisktrykte bog ud.

Jubilæumsskrift om gartnere og frugtavlere i Gråsten og omegn

Gråsten og omegn har været en blomstrende frugt- og grøntsagsegn med masser af småhandlende, gartnere og større producenter af sunde fødevarer. 

Plantager og jordlod har været tilgroet med æbler, frugt, kål, kartofler, gulerødder, ja alt, hvad forbindes med vitaminrig kost fra lokale forhandlere. Der var mange af dem. Ingen gik forgæves efter jordens afgrøder. I dag er ingen af dem tilbage. Frugt og grønt købes i supermarkedet og i nogle tilfælde ved vejboder, hvor enkelte lokale handlende faldbyder friske afgrøder.

“Et erhverv, der forsvandt,” er titlen på Historisk Forenings 50 års jubilæumsskrift om gartnere og frugtavlere i Gråstenområdet. 

Det blev mandag pakket ud af redaktionsgruppen – Anne Marie Brodersen, Bodil Gregersen, Lone Jørgensen, Jørgen Christian Clausen og Hanne Næs­borg-Andersen. Det nytrykte skrift om egnens sunde rødder er kronen på tre års arbejde.

“Vi fik ideen, da den lokalhistoriske forening i Ulke­bøl udgav et lignende skrift. Det var den nu afdøde leder af Lokal­historisk Arkiv Else Egholm, der startede arbejdet med indsamlingen af materiale om frugt- og grøntavlere. Der har været over 30 steder her på egnen, hvor man kunne købe frisk frugt og grønt,” fortæller Hanne Næsborg Andersen.

Skriftet sætter navn på gartnere og frugtavlere og fortæller deres historie. Det er blandt andet Gråsten­æblets historie. Der er også det mindre kendte Rinkenæs­æble fremavlet af den tyske gartner Boller. Jubilæums­skriftet er ikke et fuldstændigt værk. Der kan være avlere, som ikke er med. Den stolte historie til trods findes der nemlig ikke mange skriftlige kilder om emnet. Redak­tionens arbejde rygtedes hurtigt.

“Det var ligesom et mangehovedet uhyre. Hver gang du huggede en af, sprang der tre nye ud,” fortæller Anne Marie Brodersen, der fandt, begrænsningens kunst var en udfordring.

Gråsten var førende

Folk henvendte sig for at fortælle om deres forfædre, der var gartnere eller frugtavlere. Redaktionen har lavet interviews og sat erhvervet i samfundsperspektiv. I den tyske tid vendte mange hjem fra 1. verdenskrig med sår på krop og sjæl. De fik ofte et jordlod, som de dyrkede og solgte afgrøder fra. Det var datidens mentale heling. PTSD og andre lidelser var ukendte.

Ahlmannsparken i Grå­sten og grunden, hvor Shell ligger i dag har været store gartnerier. Da redaktionen havde brug for kilder, blev der ringet på der, hvor gartneren tidligere havde boet, og så fik skriveholdet telefonnummeret på, hvor gartnerfamilien befinder sig i dag.

“Min påstand er, at havde det ikke været for den tyske tid, så ville Gråsten og omegn i dag være førende inden for frugt og grønt. Adelen og hertugerne bragte viden og fagkundskab til egnen. Her var en planteskole. Folk lærte at dyrke frugt og grønt,” fortæller Hanne Næsborg.

Der er en stolthed forbundet med det hedengangne fag, der døde ud i 60erne og 70erne, da importen fra hele kloden og masseproduktionen tog over.

“Vi er stødt på et hav af mærkelige skæbner og personlige historier om originaler og sjove mennesker, der dyrkede frugt og grønt og solgte det privat og på markeder. Man kan sige, bogen har et kulturhistorisk aspekt,” lyder det fra forfatterne, der har lagt sig ekstra i selen for at give medlemmerne en helt særlig jubilæumsgave til efterårsmødet den 24. november. ■

Skriftet ‘Et erhverv, der forsvandt’ om gartnere og frugtavlere i Grå­sten­området er en 50 års jubilæumsgave til Historisk Forenings 400 medlemmer.

Skriftet ‘Et erhverv, der forsvandt’ om gartnere og frugtavlere i Grå­sten­området er en 50 års jubilæumsgave til Historisk Forenings 400 medlemmer.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. november 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.