blank

Jakob Frees Petersen har etableret egen virksomhed under navnet Jakobs VVS og er ekspert i at energioptimere huse og indstallere badeværelser som en håndværkets mand også med flair for det administrative.

Jakob’s VVS bringer ny energi

31-årige Jakob Frees Petersen kan godt lide at have hænderne på det håndværksmæssige inden for VVS-branchen.

Han har etableret sin egen virksomhed Jakob’s VVS i Kværs efter adskillige år som ansat blandt andet i Bred VVS.

“Mange synes, lykken er at sidde på kontor. Det er vi opdraget til, men det er en misforståelse. Jeg har brug for at komme ud og bruge det, jeg kan i praksis. Kontakten med kunderne giver mig meget. For mig er arbejdet i marken med VVS-opgaver den bedste del af jobbet,” fortæller den unge VVS’er, der arbejder sammen med sin far 71-årige Anton Jensen med en fortid i Kværs VVS.

Jakobs VVS har eksisteret i to måneder. Indehaveren og hans far er blevet taget godt imod.

“Jeg er kommet godt fra land. Mange har ringet til mig med opgaver inden for energioptimering af varmesystemer med installering af blandt andet varmepumper. Det lægger husejere vægt på i dag ikke mindst på baggrund af inflation og stigende energipriser. Det giver en grøn tilgang til energiforsyningen,” fortæller Jakob Frees Petersen, der bor i Kværs med kone og to små børn.

Varmepumper

Hans ekspertise er at tilpasse varmepumper og vandforsyning, så man bruger nøjagtig de mængder, der er behov for. Det er vigtigt at undgå spild af vand og varme.

“Jeg har lavet et opslag med, jeg har været ude at installere en Grundfos cirkulationspumpe, der kan forudse, hvornår du skal bruge varmt vand. Det giver en stor energibesparelse. Grundfos forventer sig rigtig meget af den. Den har fået en god modtagelse,” fortæller Jakob Frees Petersen.

“Der er stor interesse for at spare penge og samtidig gøre noget godt for miljøet,” fortæller VVS’eren, hvis kunder er i nærmeste omegn af Kværs, Gråsten og i Sønderborg.

En af hans forcer er kombinationen af at være god til det administrative og det praktiske. Han lægger sin viden om VVS på nettet og installerer de systemer, han kender og kan sige god for. Nye huse bliver energioptimeret med det samme, og der mange opgaver i 70’er og 80’er huse.

“Jeg leverer så at sige hele pakken og går meget op i ordentlighed både med hensyn til arbejdet og papirarbejdet. Når jeg forlader en kunde, har jeg et automatisk system, så opgaven bliver faktureret med det samme,” fortæller en mand, der har stor glæde ved kundekontakt og praktiske gøremål. ■

blank

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.