Elinstallatør Norman Rudbeck fylder 50 år mandag den 10. marts

Iværksætteren Norman Rudbeck fylder 50 år

Han har været selvstændig med Kruså El-Service siden 2004. Og i 2016 overtog han også virksomheden Elis Hvidevarer.

I dag har Norman Rudbeck 9 ansatte i virksomheden i alderen 18 – 68 år, og et kundegrundlag som strækker sig over hele Sønderjylland.

Norman Rudebeck fylder mandag 10.marts 50 år. 

Da han som 29-årig startede som selvstændig, havde han et fuldtidsjob ved siden af, som montør og elektriker på mejeriet. Han har altid haft nok at se til, og haft lange arbejdsdage.

Norman Rudbeck lægger stor vægt på serviceniveauet i hans virksomheder og han handler som udgangspunkt lokalt, for at støtte op om det lokale erhvervsliv og butikkerne.

“Jeg kan ikke konkurrere på lavpris hvidevarer, men vi sørger til gengæld for, at alle hvidevarer bliver tilsluttet og kan fungere, inden vi kører.For mig betyder en god service mere end lavpris”, lyder det fra Norman Rudbeck.

Stor mangel på elektrikere

“I håndværkerbranchen og især indenfor elektrikerfaget har vi en kæmpe udfordring med at rekruttere arbejdskraft. Jeg har søgt elektrikere i flere år, uden at få én eneste ansøgning, og i mange år er der blevet uddannet alt for få elektrikere. Det er et alvorligt problem for branchen”, siger Norman Rudbeck, der selv har ansat 2 elektriker lærlinge.

I Kruså El-Service kan de varetage alle opgaver som el-installatør, og de tilbyder totalløsninger indenfor energioptimering, service og specialiserede opgaver for mange forskellige typer industri, samt private kunder og erhverv.

Om fremtiden siger Norman Rudbeck: 

“Jeg spørger ofte mig selv, om jeg kan blive ved med at holde til at arbejde så meget. For der følger meget administrativt arbejde med at være selvstændig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er min drøm i fremtiden at arbejde som helt almindelig lønmodtager. Kommer det rigtige tilbud, er firmaet til salg”.

Sidste år gav han dog sig selv lov til at holde 3 ugers sommerferie. Han afleverede arbejdsmobilen til én af sine medarbejdere, som måtte tage over, mens Norman Rudbeck var på ferie.

Norman Rudbeck bor på Skrænten i Kruså og han har 2 børn på henholdsvis 16 og 17 år. 

Dagen fejres med åbent hus for inviterede gæster. Lørdag den 15. marts holder han fødselsdagsfest for venner og familie. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 4. marts 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.