Formand for Friluftsscenen, Karen Holubowsky, fylder søndag den 21. juli 80 år.

Ildsjæl i Smedeby fylder 80 år

Søndag den 21. juli kan Karen Holubowsky sætte en tyk streg under tallet 80. 

Hun runder et skarpt hjørne og er stadig fyldt med livsglæde. 

Hun ser frem til at fejre den runde fødselsdag med to fester.

“Det får jeg mere ud af”, lyder det humørfyldt fra Karen Holubowsky. Den første fest bliver for familie, mens den anden fest er for venner. 

Karen er født i Vend­syssel og flyttede som 3-årig med familien til Sjælland. Hun er vokset op med 3 søstre. 

Efter en matematisk studentereksamen blev hun systemplanlægger indenfor EDB-branchen, hvilket hun syntes var enormt spændende. 

“Det var en mandeverden i en rivende udvikling, så jeg nød arbejdet”, fortæller hun.

Efter hun blev gift, flyttede hun med sin mand tilbage til Nord­jylland, hvor hun tog en uddannelse som bibliotekar. I det nordjyske var det nemlig dengang svært at arbejde indenfor EDB-branchen som kvinde. 

Parret fik en datter og en søn. Sønnen kom ud for en trafikulykke som 18-årig og har siddet i kørestol lige siden. Han klarer sig dog godt. Datteren døde for to år siden af kræft, men har efterladt nogle skønne børnebørn. 

15 år som AF-chef

Efter skilsmisse fra sin første mand fik hun job som chef i 15 år for arbejdsformidlingen i Næst­ved. Det førte hende senere til et spændende job i Københavns Kommune. 

“I København havde jeg frie tøjler til at prøve forskellige ting og sætte en masse kampagner op. Jeg prøvede at være i jobtræning i en måned i England, som gav mig en god ballast til at turde prøve en masse ting. Det tror jeg er en af årsagerne til, at jeg i dag bruger min tid som frivillig i forskellige organisationer”, fortæller Karen Holubowsky, som er aktiv i Ældre Sagen i Bov og formand for Friluftsscenen i Padborg. 

“Jeg går meget op i mit frivillige arbejde, og ser det som en kæmpe opgave at få tingene til at lykkes”, fortæller hun. 

Elsker jazz

En af Karen Holubowskys store passioner er jazzmusik, og det har da også bragt hende og hendes nuværende mand sammen.

“Jeg har altid elsket jazz og gik på jazzklubber sammen med en veninde fra Næst­ved. Hvert år deltager vi på Femø jazzfestival. Her er man delt op i grupper fra forskellige landsdele. Grupperne mødes også udover festivalen. Der er en “før Femø” og en “efter Femø” komsammen, hvor der festes”, fortæller hun. 

En dag havde en af mændene brug for noget juridisk rådgivning, da han netop havde mistet sin kone. 

Karen, der havde taget en juridisk uddannelse, ville gerne hjælpe. Det blev til mange snakke, og det ene førte det andet med sig. Peter og Karen blev gift i 2009, og der blev investeret i et dejligt hus i Smedeby. 

Karen blev dog boende i København et par år. Hun havde indgået en arbejdsmæssig aftale med sine chefer, og den ville hun ikke løbe fra. I 2011 flyttede hun så til Sønder­jylland som pensionist, og parret lever lykkeligt i deres skønne hus og meget flotte have i Smedeby. 

“Vi elsker stadig jazz. Tidligere dansede vi både i klubber og herhjemme. Des­værre har Peter fået dårlige knæ, så dansen er lagt på hylden, men ikke musikken”, fortæller den jazzinteresserede Karen Holubowsky. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 17. juli 2024

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.