Artikelbeskrivelse

Hvordan påvirker Coronakrisen dig?

Christian Bo Boysen,  Kruså, faglærer FGU i Rødekro

“Jeg arbejder hjemmefra og er online med eleverne. Både min kone og jeg arbejder hjemmefra, og vi har to børn i alderen 5 og 7 år. Formiddagene går med undervisning og lektier. Om eftermiddagen er vi ude mindst 4 timer. Vi ser kun mine forældre i et begrænset omfang, og stort set ingen venner. Jeg har købt nabohuset og er i gang med at restaurere det, så det går min fritid med”. ■

Kim Jacobsen, KJ Autoparts, Padborg

“Vi startede vores nye virksomhed op lige midt i krisen, så vi har stort set ikke mærket den. Tværtimod. Vi får hele tiden nye kunder, og vi er ved godt mod.

Vi har lavet nogle gode tilbud, f.eks. havde vi håndsprit til en god pris. Der blev udsolgt på bare 2½ time. 

Vi kører over grænsen hver dag, og min chauffør, Laila Søballe, har fået et dokument i forruden, så hun uden problemer kan krydse grænsen”. ■

Sabine Søndergaard, zoneterapeut, Padborg

“Jeg har måttet lukke min klinik i indtil nu 14 dage. Jeg ringede rundt og aflyste ca. 50 kunder. De havde alle forståelse for situationen. 

Jeg var nervøs i starten for, hvordan det skulle gå, men da jeg fik at vide at jeg kunne søge løndispensation faldt roen lidt over mig. Jeg har jo stadig husleje og andre omkostninger. På hjemmefronten ser jeg kun den allernærmeste familie. Jeg har passet mit barnebarn, og så køber jeg ind for min mor”. ■

Martin Raun Johansen, driftschef MAN, Padborg

“Værkstedet hos MAN er kun åbent i dagtimerne, så aftenholdet er lukket. Vi kører med 1/2 mandskab og resten er sendt hjem med løn. Vi har derfor ingen fyringer. 

Vi beskytter de ansatte, så kunderne ingen adgang har til kontoret og værkstedet. Vi taler kun med kunderne udenfor eller i telefonen. Vores folk arbejder med handsker på, og der bliver sprittet af og holdt en god håndhygiejne. Vi retter os efter sundhedsstyrelsens forholdsregler”. ■

Norman Rudbeck, Kruså-El

“Vi kører kun en mand i hver bil for tiden og har håndsprit med. Vi laver gerne udendørs arbejde, og indtil nu har vi nok at lave, da vi havde et efterslæb. Efter påske ser det ikke helt så godt ud. For der er ordrebogen faktisk tom. Det kan blive nødvendigt at sende 2 svende hjem med lønkompensation.

Inden krisen havde vi en mand gående fast på Arla i Kruså. Der må vi nu kun lave lidt udendørs arbejde. På hjemmefronten ser jeg ingen andre end mine børn hver 14. dag”. ■

Camilla Otzen Therkelsen, Bov, daglig leder af børnehuset Evigglad 

“Vi har tilbudt nødpasning, men den første uge var der kun et barn, der benyttede sig af det. Personalet har sendt aktiviteter ud dagligt til forældrene med opskrifter og lege til at beskæftige børnene. Vi har fået gjort hovedrent og ryddet op. På hjemmefronten har jeg og min mand aktiveret vores to børn på 3 år og 6 år med lektier og kreative ting.  Min mand har i den første tid arbejdet hjemmefra, men er nu på fysisk arbejde igen. Jeg har arbejdet dels hjemmefra og dels i børnehuset”. ■