Preben Jensen har mange venner i Flyvevåbenet, som han sender julebreve til.

Holder tradition i hævd med at sende julekort

For 92-årige Preben Jensen på Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs bliver det først rigtig jul, når julekortene er skrevet og sendt.

Selv om teknologien har taget over og næsten har sendt det gamle julekort på pension, holder Preben Hensen fast i traditionen med at skrive julekort til familie og venner.

“Det er nemlig hyggeligt og rart at få en personlig håndskrevet julehilsen. Det har jeg gjort hele livet, og det vil jeg fortsætte med så længe jeg kan, siger Preben Jensen, som er født og opvokset på Amager.

Preben Jensen var i mange år gift med Dagny, som han desværre mistede i 2008.  De fik sammen sønnen Poul Erik. Familien har boet en række forskellige steder i landet. De seneste 13 år har Preben Jensen boet alene i Sønderborg, indtil han i 2021 flytter ind på Dalsmark Plejehjem.

“Det er mine 40 års ansættelse i Flyvevåbnet, der har betydet, at vi som familie har måtte flytte rundt. Jeg har ikke været pilot men har arbejdet med fly i alle årene, blandt andet også med det britisk byggede Spitfire jagerfly, som fløj under og efter 2. Verdenskrig.

Ridderkors

For sin indsats i Flyve­våbenet blev Preben Jensen tildelt Ridderkorset.

Arbejdet i Flyvevåbnet har med årene givet ham mange venskaber, og selv de ikke ses i dagligdagen, sender de fortsat hinanden et julekort og julehilsen.

“Det er noget specielt ved at sende og modtage et julekort. Det er dejligt at vide, at nogen derude tænker på en. Et håndskrevet julekort er som at give lidt af sin personlighed.

Når man så også kan sætte julemærker på kortet eller julebrevet, så viser vi, at vi også har overskud til at hjælpe de børn der har det svært. Det koster så lidt, men betyder så meget for så mange”, fortæller Preben Jensen, som resten af året glæder sig hver gang telefonen ringer. 

“Ikke fordi vi skal gå med sladder, men det at kunne udveksle et par ord er nok til at gøre hverdagen lys og dejlig”, siger Preben Jensen. ■

Skrevet af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Fotos af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.