Holbøl Høker klarer sig godt som lokal købmand i et landsogn og finder på nye varegrupper som brød og blomster, der får kunderne til at søge til købmandsbutikken med det brede udvalg.

Holbøl Høker lander et overskud

Det er ikke prangende, men det er et faktum, Holbøl Høker kommer ud af 2023 med et overskud på 2.000 kroner. 

Alene plusset på bundlinjen vil mangen hæderkronet købmandskæde kigge misundeligt på.

“Vi har mange nye tiltag for at sikre kundegrundlaget. Vi har egen bagerafdeling og en blomsterbutik, så når folk er her for at købe brød eller blomster, køber de også andet eller omvendt,” fortæller en tilfreds Høker, Bjarne Nissen, der er godt tilfreds med sine fire år i Holbøl.

Her har den lokale købmandsbutik formået det, der kniber så mange andre steder, nemlig at samle lokalbefolkningen og for den sags skyld også folk udefra om den stedlige købmandsbutik. 

Omsætningen er på 10,5 millioner kroner. Der er åbent 7-19 på hverdage og 7.30-14 i weekenderne.

“Vi har varer fra slagteren i Ravsted, som folk også kan bestille slagtervarer hos og afhente her hos os. Vi er godt tilfredse. Vi holder hovedet oven vande, som man siger,” lyder det fra den 55-årige høker, der bor i Broager og føler, han har fundet sin rette hylde i Holbøl.

Kunderne

Bysamfundet kæmpede en årrække for at sikre et indkøbssted, hvor folk kunne lægge deres dagligvarehandel. Løsningen kom med Letkøb, som holbøllerne har formået at bakke op om den lille halve snes år, købmandsbutikken er drevet som lokal høker i Holbøl. Der bringes varer ud til kunderne. En af dem testamenterede i vinter 40.000 kroner til købmandsbutikken.

“Vi har en god kontakt til kunderne. Jeg har en deltidsansat 30 timer i ugen, en fleksjobber og et par løsarbejdere,” fortæller Bjarne Nissen, der ikke selv synes, timerne løber urimeligt højt op, selv om han er ansvarlig for varer på hylderne i Holbøl.

“Jeg ligger på en 37 timers arbejdsuge, men står selvfølgelig til rådighed, hvis der er noget særligt,” fortæller den glade købmand, der har planer om at sælge asiatiske specialiteter fra AsiaTorvet, der ligger over for købmanden i Holbøl, og måske også fjerkræ fra Gråsten Fjerkræ, når specialforhandlernes egne butikker ikke har åbent.

Det med synergieffekter har vist sig at være et bæredygtigt koncept, og Holbøl Høker har ikke noget imod at udvide sit vareudbud, så alle kan få glæde af lokale råvarer og nyheder til smagsløgene. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 29. maj 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.