Artikelbeskrivelse

Høstklar på Hygum Hjemstavns-gård i Sdr. Hygum

Af Gunnar Hattesen

Hygum Hjemstavns-gård i Sdr. Hygum ved Rødding afholder i dagene 16.-19. juli “Landsbyen i arbejde og fest”, hvor der vises en stor del af livet på landet for godt 100 år siden.

Der bliver lavet tørv og hugget kvas og gangværket trækker hakkelsemaskinen, der skærer hakkelse til hestene.

Sejlmageren kommer og reparerer sejlene på selvbinderen og laver nye. Smedene er i gang med at gøre aflæggeren helt klar til høsten. Om lørdagen er der en rigtig smededag, hvor der kommer mange “gamle” smede og vise deres færdigheder og fortælle om gamle dage.

Der er også en del navere, der har meldt deres ankomst, som viser deres håndværksmæssige færdigheder, heriblandt de mange forskellige tømmer-samlinger i halvtaget.

Ved spænd-huset vises hvordan hør-ren bearbejdes. Der er plantefarvning og tækkemanden tækker, så tækning nærmer sig kunst.

Ved museet er forskellige gamle vogne udstillet og inden døre kan man se tidens redskaber og maskiner. I det gamle stuehus fra 1910 bliver der bagt og spist mange klatkager.

Historisk køkken uddeler smagsprøver, kærner smør og sælger vafler. I stenbageovnen bages utallige boller og kringle. Bogbinderen kæmper som sædvanlig med at gøre gamle bøger som nye. I haven er der rigtig gang i grøntsags-produktionen. Det gamle savværk skærer fine planker til forskelligt formål. For børnene er der hestevogns-kørsel og mange andre aktiviteter.

Søndag formiddag kan alle komme med til en gang cykelringridning, hvis man stiller med cykel.