Museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff taler i Gråsten.  

Historisk Forening for Graasten By og Egns holder generalforsamling

Mandag den 20. april kl. 19.00 afholder Historisk Forening for Graasten By og Egn sin årlige generalforsamling. Denne gang foregår det i BHJ-salen på Ahlefeldvej 4 i Gråsten. Dagsorden selvfølgelig efter vedtægterne.

Før generalforsamlingen kommer museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff fra Told- og Grænsemuseet og fortæller om frugtavlens historie og frugtsorter i området. Foredraget hænger selvfølgelig sammen med foreningens jubilæumsbog, der udkom sidste år i anledning af 50 året for stiftelsen, nemlig ”Et erhverv, der forsvandt – gartnere og frugtavlere i Gråstenområdet.” Mads Mikkel Tørsleff har hjulpet forfatterne ved at skrive både indledningen til bogen og et kapitel om Gråsten æblets historie. Han har i mange år arbejdet med dette emne og været med til at bevare nogle af de gamle sorter. I bogen omtales bl.a. Rinkenæs æblet, som er en lokalt fremavlet sort. Den har Mads Mikkel Tørsleff været med til at tage podekviste af og dermed fået denne sort til at overleve. Et eksemplar af dette træ står nu i Gartnerslugten i Rinkenæs. Det viser sig desuden, at de gamle frugtsorter i nogle tilfælde bedre tåles af personer med allergi problemer.

En nedslående sammenhæng ved arbejdet med bogen var dog den kendsgerning, at forfatterne var nødt til at give bogen titlen: ”Et erhverv, der forsvandt”, simpelthen fordi der ikke mere er nogen aktive gartnere og frugtavlere i Gråstenområdet. Det samme gælder i store dele af Danmark. Derimod importeres op til 80 % af frugt og grønsager fra udlandet. På den måde beskriver bogen også en historie om store ændringer både lokalt og internationalt. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. april 2026

Skrevet af
Hanne Næsborg-Andersen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.