Hans Peter Tygesen var æresmedlem i Gråsten Ringriderforening.

Hans Peter var et livstykke i Gråsten

Fhv. forretningsfører i Gråsten Andelsbolig­forening, Hans Peter Tygesen, er død, 96 år. Han var født og opvokset på en gård i Bredevad ved Ravsted, hvor han var den ældste ud af en børneflok på fem.

Fra barnsben lært at være sparsommelig. Det var knappe tider i 1930’erne og under krigen, men i barndomshjemmet manglede man ikke noget. Et år fik han en blokfløjte i julegave.

Han gik i Bredevad Skole, og kom senere til den private realskole i Tinglev.

Han blev uddannet manufakturhandler hos Brdr. Tygesen i Tønder, som var brødre til hans far. Det var nogle dygtige brødre, som allerede blev millionærer før krigen. Efter han var udlært, arbejdede han nogle år i Kolding, før han blev ansat hos Alfred Johannsen i Gråsten, som drev en Magasin du Nord butik med 12 ansatte. Butikken solgte alt fra metervarer, gulvtæpper til dametøj. Efter et år i Gråsten gik turen videre til en butik i Herning. Siden blev han ansat hos Møller & Co i Sønderborg.

Som 23-årig åbnede han i 1950 trikotageforretning i Nygade i Gråsten.

Men ni år senere skiftede han boldgade og begyndte som assurandør i Nye Danske af 1864. Her opnåede han 25 års jubilæum som assurandør.

Forretningsfører

På et tidspunkt stod Gråsten Andelsbolig­for­ening og manglede en forretningsfører, og han sagde ja, da man bad ham om at påtage sig opgaven.

Boligmassen voksede til 750 lejligheder i Gråsten, Rinkenæs, Kværs, Avnbøl, Sottrup og Nybøl. Domhus­parken med 52 lejligheder var et af de betydeligste byggerier, der blev realiseret, mens Hans Peter Tygesen var forretningsfører. Der var brug for andelsboliger i den periode, og de var nemme at leje ud.

Han gik på pension som forretningsfører i 1992, men blev i år 2000 formand for Gråsten Andelsbolig­forening, da foreningens eksistens var truet. Formands­posten havde han indtil 2008. I en årrække var han formand for Gråsten Handelsstands­forening. Desuden har han været aktiv og æresmedlem af Gråsten Ringrider­forening, Sct. Georgs Gildet og Kegleklubben.

Trods han gennem mange år led af svigtende syn, bevarede han et positivt livssyn og en stærk vilje til at få det bedste ud af tilværelsen. Han var født med et glad gen.

Han var i en årrække formand for Dansk Blinde­samfund i Gråsten, Broager og Bov. Gennem mange år har han gået til gymnastik.

Hans Peter Tygesen var i over 50 år gift med Sophi, der stammede fra Tønder. Hun døde for 18 år siden.

Han efterlader sig fire børn. Erik bor i Rend­bjerg, Birgit i Køben­havn, Ansi i Gråsten og Villy i Haderslev.

Bisættelsen finder sted tirsdag 3. september kl. 13.00 fra Gråsten Kapel.  ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 27. august 2024

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.