
Hanne Jensen var i mange år ansat i Brugsbevægelsen. Nu fylder hun 90 år.
Hanne Jensen fylder 90 år
Tirsdag den 3. marts 2026 fylder Hanne Jensen, tidligere Rinkenæs, 90 år.
En bemærkelsesværdig milepæl for en kvinde, der gennem et langt liv har sat tydelige spor. Både i lokalsamfundet og i sin familie.
Hanne Jensen kom til Rinkenæs i 1959. Sammen med sin mand, Henry Jensen, var hun i sin tid uddeler – først i Rønshoved Brugsforening og senere i Rinkenæs Brugsforening, hvor de tilsammen havde omkring 10 aktive år. Da dagligvarehandlen ændrede sig, flyttede Hanne med til Ulsnæs Centret og arbejdede i en årrække i SuperBrugsen Gråsten, indtil hun gik på pension.
I 1993 mistede Hanne sin mand, blot 57 år gammel. En svær tid, som hun kom igennem med sit karakteristiske gå-på-mod og en stærk vilje til at se fremad.
En ildsjæl i foreningslivet
Hanne Jensen har altid været et udpræget foreningsmenneske. I mange år var hun aktiv i RUIF, og hun fungerede i længere perioder som sufflør ved den årlige teaterforestilling på Rinkenæshus. Sammen med sin mand var hun desuden engageret i etableringen af en børnehave i Rinkenæs, opførelsen af en idrætshal ved Rinkenæs Skole samt fodboldsamarbejdet med Gråsten Boldklub.
For deres store frivillige indsats modtog parret på et tidspunkt GSI’s pokal, en anerkendelse af betydning i lokalidrætten.
20 år som frivillig på plejehjemmet
Trods et betydeligt høretab var Hanne i mere end 20 år en del af vennekredsen omkring Plejehjemmet Dalsmark. Her lagde hun utallige timer i både praktisk hjælp, besøg og arrangementer. Hun var ofte på plejehjemmet flere gange om ugen, og hun var blandt dem, der organiserede loppemarkeder og indsamlinger, så beboerne kunne få ekstra oplevelser i hverdagen.
I de omkring 24 år, hvor hun boede på Højløkke, var hun den naturlige tovholder i naboskabet – den, der samlede ind til mærkedage og tog imod nye beboere med en varm hilsen.
Et vågent blik på verden
Selv om Hanne altid har haft travlt med at hjælpe andre, har hun også holdt sig skarpt orienteret om politik, sport og samfundsforhold. Børn og børnebørn kan bevidne, at man aldrig slipper med et overfladisk svar, når hun spørger ind til deres planer og tanker.
For et par år siden blev hun syg, men gennemførte en imponerende genoptræning. I dag kommer hun omkring ved hjælp af rollator og deltager i mange af aktiviteterne på Vesterdalens Plejehjem i Broager, hvor hun er meget glad for at bo.
Rødder og familie
Hanne Jensen kommer oprindeligt fra Kalvslund ved Ribe, men et højskoleophold på Rønshoved Højskole, efterfulgt af arbejde og kærligheden, førte hende til Sønderjylland.
I dag er hun omgivet af en stor og kærlig familie: 2 børn, 6 børnebørn og 8 oldebørn.
Markeringen af dagen
Selve fødselsdagen fejres på plejehjemmet i Broager. Nogle dage senere samles den nære familie for at markere Hannes 90-årsdag – en dag, der bliver fejret med taknemmelighed over et langt, meningsfuldt og engageret liv. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. februar 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
