Artikelbeskrivelse

Rudi Radnai (73 år) og Chris (70 år) kan torsdag glæde sig over at have været gift i 50 år.

Guldbryllup i Smedeby

Chris og Rudi Radnai, Smedeby, fejrer torsdag 26. marts guldbryllup.

De er et meget venligt og vellidt par. Festen på Hotel Wassersleben er udskudt på grund af Corona-krisen.

Parret har siden 2012 boet i Smdeby.

“Vi er faldet rigtigt godt til i Smedeby. Vi har de mest pragtfulde naboer og en vidunderlig natur lige uden for døren”, fortæller ægteparret Chris og Rudi Radnai.

Rudi Radnai født i Ungarn. Som 9-årig flygtede han med sin mor til Tyskland via Østrig.

I 1966 mødte parret hinanden ved et karneval i Bayern, hvor Chris stammer fra. De var dengang blot 16 år og 19 år. Det første kys blev dog ikke glemt og i 1969 blev de kærester og blev gift i 1970.

Chris er uddannet tolk i engelsk og fransk. Rudi er uddannet tv-tekniker og var i 18 år byrådsmedlem i en by i Bayern. 

Campinglivet

Fra 1990 begyndte de at campere i Danmark og tabte helt deres hjerte til landet. En af grundene var, at de kunne tage deres elskede hund med. De besluttede, at når Rudi blev pensioneret, ville de flytte til Danmark.

I 2007 købte de hus ved Hvide Sande. Chris var konsekvent og flyttede forinden tre måneder til København, hvor hun gik på Berlitz skole for at lære det danske sprog.

I 5 år nød de naturen og Vesterhavet i al slags vejr lige fra sol til storm, men de savnede lidt mere natur. Ved et tilfælde fandt de huset i Smedeby, og her var alt, hvad de ønskede sig.

De nyder nu efter 50 år, hvor de har delt lykke og sorg, en fredelig tilværelse. De rejser stadig meget rundt omkring, men siger hver gang de kommer over grænsen til Danmark: “Nu er vi hjemme igen”.

Parret er begge aktive med at spille krolf i Holbøl, tager på lange cykelture og elsker at sidde ved vandet og nyde deres medbragte mad. Chris kegler desuden i Gråsten.

De ville gerne have set alle deres gode naboer på torsdag, men har valgt ikke at fejre dagen, før Corona-krisen er overstået. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80