Projekbeskrivelse

Gurli og Harry Jørgensen i Padborg fejrer St. Bededag guldbryllup. Foto Ditte Vennits Nielsen

Guldbryllup i Padborg

Gurli og Harry Jørgensen, Kalvehaven 14, Padborg, fejrer St. Bededag, fredag den 17. maj, guldbryllup.

Festen holdes på Sdr. Hostrup Kro, og der holdt det vellidte par både deres bryllup og sølvbryllup..

Harry Jørgensen stammer fra Grøngrøft ved Felsted, mens Gurli er født og opvokset i Aabenraa.

De to mødte hinanden i Aabenraa, hvor de begge gik til folkedans. Gurli var blot 15 år, og hun dansede i en 200 år gammel folkedragt fra Als.

Gurli blev efter 9. klasse udlært som kontorassistent på Andelsvaskeriet. 

Tidligt besluttede de unge, at det skulle være dem for livet. Harry boede på det tidspunkt i Bedsted, hvor han var kommunesekretær. Dengang flyttede man ikke bare sammen, og da Harrys forældre skulle fejre sølvbryllup, besluttede de sig for at blive gift samme dag og holde fælles fest.

Harry Jørgensen er udlært på kommunekontoret i Felsted. Efter at have arbejdet i forskellige jobs, fik han job som regnskabschef på Glyngøre i Harrislee. Han cyklede hver dag i 32 år på arbejde fra deres hjem på Kalvehaven i Padborg og hilste pænt på betjentene i Grænsekontrollen. Firmaet fik med årene nye ejere, og som 60-årig fik han et fantastisk job som rådgiver for grænsependlere hos Region Sønderjylland-Slesvig på Lyren i Padborg, hvor han blev til sin pension som 67-årig. 

Gurli har arbejdet forskellige steder, bl.a. hos Daftas på Oksevej i Padborg. De sidste år inden sin pension arbejdede hun på Entreprenørgården i Kliplev. 

Parret har 2 døtre, Pia er gift og bor i Norge, mens Tina bor i USA med sin mand og deres 3 sønner.

Døtrene var som unge begge aktive springgymnaster i Bov IF, så både Harry og Gurli har brugt megen tid som frivillige. Harry blev udlært dommer og Gurli tog sig af dommerbordet til konkurrencerne. 

De har begge også altid taget del i bestyrelsesarbejdet i både fritidshjem og skole, og Harry har netop overtaget formandsposten i Frøslev Mandskor. 

På festdagen er de 40 gæster inviteret i Bov Kirke, hvor guldbrudeparret bliver velsignet. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80