Artikelbeskrivelse

Anne og Asger Fink blev gift i Bjolderup kirke pinselørdag 1972 og har guldbryllup på fredag.

Guldbryllup i Fiskbæk

Husmandsstedet Fiskbækvej 37A har dannet rammen om Anne og Asger Finks ægteskab gennem et halvt århundrede.

Parret fejrer guldbryllup fredag den 20. maj. Anne er fra Bolderslev. Asger stammer fra Visgård ved Kliplev.

Da det unge par på 22 og 23 år havde sagt ja til hinanden i Bjolderup Kirke pinselørdag 1972, flyttede de ind i huset i Fiskbæk.

“Jeg var ved at uddanne mig til mekaniker i Klip­lev, og Anne var ved postvæsnet,” fortæller Asger Fink om årsagen til, de flyttede længere østover.

Da hun var elev i postvæsnet, skulle Anne gå på skole i København et år. Parret flyttede til Allerød, hvor Asger, der i mellemtiden var blevet uddannet til maskiningeniør, fik arbejde hos Haldor Topsøe. De boede i Allerød fra november 1978 til maj 1981, mens børnene var små.

“Vi lejede huset i Fisk­bæk ud. Det kunne være svært at komme tilbage til provinsen. Da jeg fik arbejde på Sønder­jyllands Maskinfabrik i Hjord­kær, flyttede vi alligevel tilbage igen,” fortæller Asger Fink.

“Jeg har flere gange sagt, vi skulle sælge huset,” påstår Anne, der alligevel ikke helt kan løsrive sig fra Fiskbæk.

Sønderjyske rødder

Parret har stærke rødder i det sønderjyske.

“Vi har hele vores familie her,” fortæller Anne Fink, der er af en søskendeflok på fire, mens Asger er af en storfamilie med ni børn.

“Vi havde det godt på Sjælland. Vi overvejede at blive derovre,” fortæller maskiningeniøren, der efter en halv snes år i Hjordkær skiftede til Union Engineering i Fredericia.

Her kørte han frem og tilbage gennem et langt arbejdsliv. Han har aldrig haft noget imod at sætte sig i bilen og køre turen på i omegnen af 100 kilometer. Han har også rejst meget som ingeniør.

I mellemtiden var Anne blevet ansat i politiet. Hun arbejdede 40 år som kontormedarbejder hos politietaten og får det den dag i dag dårligt, når hun kører forbi grunden, hvor den nu nedrevne politigård lå.

“Det gør mig ondt at se. Vi var en stor familie. Vi lavede nummerplader og udstedte pas og kørekort,” fortæller Anne Fink, der med glæde tænker tilbage på de år, nærpolitistationen var en lokal institution.

Bestyrelsesarbejde

Hun har været i Super­Brugsens bestyrelse i 16 år og med i Kultur i Gråsten. 

Hjemme var arbejdsfordelingen, at hun tog sig meget af haven, mens Asger var god for at ordne det praktiske, når der skulle bygges udestue, graves og lavet højbed. Husmandsstedet er udstykket fra Gråsten Herregård, som i dag er landbrugsskole. Haven er omgivet af landbrugsskolens marker.

Asger Fink har specialiseret sig i genindvinding af CO2 og har i dag et konsulentfirma, hvor han blandt andet er rådgiver på biogasanlægget i Kliplev.

Parrets datter Lisbeth er anæstesisygeplejerske i Horsens og bor i Stens­balle. Hun har tre drenge, mens sønnen Jakob har advokatfirma på Amager og har to tvillingdøtre.

Familien kommer hjem til guldbryllup på fredag, hvor husmandsstedet danner rammen om fejringen af det halve århundrede som ægtefolk at være. 

Anne og Asger Fink er fysisk aktive og går og cykler ture sammen, så selv om de nogle gange overvejer pensionisttilværelsen i Fiskbæk, bliver de nok på det skønne husmandssted med tulipaner og klematis i haven og hønsegård ud mod vejen en rum tid endnu. ■

Anne og Asger Fink overvejer jævnligt pensionisttilværelsen i Fiskbæk, men de hænger ved husmandsstedet, som har dannet rammen om deres ægteskab.

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.