
Venstres grundlovsmøde blev traditionen tro holdt i den smukke have på Rønhave.
Grundlovsmøde fejret med taler op til kommunalvalget
Grundlovsdag betød vanen tro, at Venstre holdt sit store Grundlovsmøde i den smukke have på Rønhave ved Sønderborg.
Der blev sunget, hygget, men også bragt nogle klare budskaber videre til de over 100 tilhørere.
Talerne var Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen, regionsformand Bo Libergren (V) og byråds- og regionsmedlem Tage Petersen.
Jimmy Simonsen berørte i sin tale efterårets kommunalvalg.
“Den 18. november skal vi igen til stemmeurnerne. Her i Sønderborg er der heldigvis ingen kampvogne, der kan påvirke vores kryds.
Det er alene vores stemmer, der giver magt. Derfor skal vi som politikere være ærlige og åbne om den retning, vi ønsker for Sønderborg Kommune.
Jeg vil gerne være helt bundærlig her fra talerstolen i dag: Sønderborg Kommune har brug for en ny retning.
Vi har brug for nye kræfter i front for Sønderborg. Det er ikke, fordi kommunen og dens økonomi sejler – men æren for det hænger ikke om halsen på et enkelt parti alene. Det er byrådets fortjeneste. Det er også Venstres fortjeneste. I 2021 gik vi til valg på, at der skulle rettes op på kommunes økonomi.
Flere af de forslag, vi med Ellen Trane Nørby i front fremsatte, er blevet til virkelighed – og det bærer vi frugterne af nu, på vej ind i en ny periode i byrådet. Arbejdet med kommunens økonomi skal fortsætte. En sund økonomi er fundamentet for god velfærd. En god økonomi giver frihed til forandring”, sagde Jimmy Simonsen. ■


Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. juni 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
