Grænsehallerne holder varmen i sommerperioden

Grænsehallerne er på vej ind i sommerperioden, hvor hovedparten af aktiviteterne foregår på baneanlæggene uden for. 

Det er den periode på året, hvor der er tid til at lave tiltrængte reparationer. Den største forandring er, at der er ved at blive lagt sidste hånd på fjernvarmen, der i fremtiden opvarmer hallerne, så sportsfolket kan få hjælp til at holde varmen.

Padel er den helt stor dille, der får folk i alle aldre til at komme og svinge ketcheren. Det er en individuel sport, som udgør en stor konkurrence til holdsporten.

“Folk er ikke helt så indstillet på at træne tirsdag og torsdag klokken 18.30-20 sammen med andre, men vil hellere gå til noget, hvor de kan dyrke motion uden at indgå i større fællesskaber. Det er en udvikling, vi ser mange steder,” siger centerchef Dan Andresen.

Mangler køkkenleder

Han og bestyrelsen leder med lys og lygte efter en ny køkkenleder, efter Ole Søndergaard har sagt op. Han bestyrede køkkenet et par år og var samtidig forpagter på Holbøl Landbohjem.

“Jeg står for fordelingen af lokaler, og lederen af køkkenet sørger for, at der er dækket op og tilberedningen af maden. Et er at stå for et fødselsdagsarrangement, men der skal også serveres en fransk hotdog i cafeen en gang imellem. Antallet af private fester er stagneret. Folk holder ikke så mange store fester mere, som de har gjort,” fortæller Dan Andresen.

Han håber, det lykkes at finde en køkkenchef inden alt for længe, da Grænsehallerne i øjeblikket klarer sig med midlertidige løsninger, og sommeren bringer et stort rykind af deltagere i diverse turneringer. Grænsehallerne har også overnatningsmuligheder.

Grænsehallerne har tre haller, bygget 1971-1991. Her spiller folk håndbold, badminton og padel til den store guldmedalje. Grænsehallerne får kommunale tilskud til aktiviteter, men er en selvstændig forening med egen økonomi.

“Jeg elsker mit arbejde og er glad, hver dag når jeg møder ind,”siger centerlederen, der har et meget alsidigt job og ser den lysere tid med uden dørs aktiviteter i møde med fortrøstning, for kommer vår, kommer vinter, og så kommer folk ind i hallerne igen – nu med fjernvarme. ■

Padel og boldspil er store aktiver i Grænsehallerne, der er ved at få fjernvarme lagt ind.

blank

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. juni 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.