
Grænsegilderne var forleden på besøg hos tidligere minkavler Jens Wistoft i Kiskelund
Grænsegilderne er et fællesskab for voksne
Medlemmer af Grænsegilderne i Bov, som er en del af Sct. Georgs Gilderne i Danmark, var forleden samlet til en spændende aften hos tidligere minkavler Jens Wistoft i Kiskelund.
Gæsterne fik en interessant fortælling om Jens Wistofts vej til minkavl og de 34 års erfaring med mink på Mulsmark Mink. Hans fremtid som minkavler sluttede brat, efter Covid 19 pressemødet den 4. november 2020, hvor det politisk var blevet besluttet, at alle mink i Danmark skulle aflives af frygt for virusmutation.
Hos Jens Wistoft blev 25.000 dyr, heraf 4.000 avlsdyr, aflivet og pelset i løbet af knap 2 uger.
Jens Wistoft viste rundt i minkstaldene og pelseriet, som har stået tomme siden november 2020. Den 1. januar 2023, blev forbuddet mod minkavl, ophævet. Men hos Jens Wistoft kommer der ikke husdyr ind i staldene igen.
Efter rundvisningen serverede Jens Wistoft “Kong Fiddes livret” og bagefter var der kaffe, hvor Jens Michelsen, Hønsnap, havde medbragt lækkert hjemmebag.
Personlig udvikling
Gildemester Bodil Johannsen fortæller, at Grænsegilderne i Bov samles til et arrangement ca. 1 gang pr. måned. Grænsegilderne har eksisteret i 27 år, og er et fællesskab, som har baggrund i spejderbevægelsens principper.
Medlemmerne arbejder aktivt med personlig udvikling, støtter spejderarbejdet og deltager i løsning af humanitære og samfundsmæssige opgaver samtidig med, at de har det sjovt og hyggeligt sammen.
Bodil Johannsen nævner, at Grænsegilderne meget gerne vil have flere medlemmer. Det er ikke en betingelse, at man har været spejder. ■

Bodil Johannsen er gildemester Grænsegilderne
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 18. september 2024
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.