
Genbrugskonsulent Christina Emig, butiksansvarlig Renate Røhl og frivillig Inge Christensen foran det indbydende salgsbord i den hyggelige genbrugsbutik.
Gråstens ældste genbrugsbutik mangler frivillige hænder
Den hyggelige genbrugsbutik i Slotsgade i Gråsten, drevet af Folkekirkens Nødhjælp, står i øjeblikket og mangler frivillige. Bu tikken, som har været en fast del af bybilledet siden 1983, har brug for både praktisk hjælp og nye ansigter i butikken – mænd og kvinder i alle aldre.
En vagt i butikkens åbningstid varer cirka 3,5 timer, og der tages hensyn til både fritidsinteresser, arbejde og eventuelle fysiske udfordringer. Ifølge butiksansvarlig Renate Røhl, der har været engageret siden 2008, er fællesskabet en central del af arbejdet:
“Vi lægger stor vægt på fællesskabet i vores butikker. Her hjælper alle hinanden, og vi løfter i flok. Frivilligt arbejde skal være meningsfuldt og hyggeligt – noget man glæder sig til. Men vi mangler virkelig nye kollegaer, siger Renate Røhl.
Mange opgaver – noget for alle
Arbejdet i genbrugsbutikken spænder bredt. Ud over kundebetjening ved kassen er der opgaver som prismærkning, sortering af bøger og tøj samt klargøring af varer. Især arbejdet med tøj er vokset gennem årene, hvor frivillige blandt andet hjælper med at vaske, stryge og gøre tøjet salgsklart.
Der er også plads til kreative bidrag. Frivillige kan eksempelvis strikke eller sy produkter derhjemme – som karklude, hagesmække eller muleposer – som efterfølgende sælges i butikken. Resttekstiler får dermed nyt liv, hvilket både skaber værdi og reducerer spild.
Fællesskab og fleksibilitet
Butikken rummer i dag en bred vifte af frivillige, men behovet er stigende. Inden for det seneste år er ti frivillige stoppet på grund af alder, sygdom eller flytning. Derfor er der især brug for flere til faste vagter, så butikken kan holde åbent som normalt.
“Opgaverne kan tilpasses den enkelte, så alle kan være med – uanset om man ønsker faste vagter eller mere fleksible opgaver”, siger konsulent Christina Emig.
Frivillig Inge Christensen, som har været med siden 2014, fremhæver fællesskabet som en stor gevinst ved arbejdet.
“Samtidig bidrager frivillige også med praktiske opgaver udenfor butikken – blandt andet vedligeholdelse af fortovet, hvor en ny frivillig allerede har gjort en forskel”, siger Inge Christensen.
Udfordringer med donationer
Butikken modtager meget gerne donationer og det er en stor hjælp, hvis tøjet er rent og i pæn stand. Desværre oplever de frivillige i stigende grad at modtage slidt og beskidt tøj, hvilket medfører ekstra arbejde med sortering og bortskaffelse.
Derfor er der også brug for frivillige, som kan hjælpe med at køre frasorterede varer på genbrugspladsen.
En indsats med global betydning
Overskuddet fra genbrugsbutikken går til udviklingshjælp i nogle af verdens fattigste lande. Folkekirkens Nødhjælp driver i dag over 100 genbrugsbutikker i Danmark, og organisationens historie går helt tilbage til 1922, hvor den blev grundlagt i kølvandet på Første Verdenskrig.
Arbejdet bygger på fire grundværdier: medmenneskelighed, handlekraft, ansvarlighed og respekt – værdier, som også præger hverdagen i den lille butik i Gråsten.
Alle, der har lyst til at gøre en forskel, opfordres til at kigge forbi butikken i Slotsgade eller kontakte butiksansvarlig Renate Røhl.
Her er der plads til alle og og brug for mange flere. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. april 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
