
Gråstenborgeren Rune Juelsborg Karsten tiltræder 1. november som ny skovrider i Naturstyrelsen Sønderjylland.
Gråstenborger bliver ny skovrider
Rune Juelsborg Karsten, der allerede bor i Gråsten, bliver ny skovrider i Naturstyrelsen Sønderjylland. Han får ansvaret for 24 medarbejdere og 10.500 hektar statslig natur.
Når 1. november oprinder, får Naturstyrelsen Sønderjylland i Gråsten ny chef. Det bliver Rune Juelsborg Karsten, som allerede har sin bopæl i byen og dermed får kort vej til sin nye arbejdsplads.
Han afløser Inge Gillesberg, der går på pension efter 29 år som skovrider.
Den nye skovrider får ansvaret for 24 medarbejdere og 10.500 hektar statslige skove og naturområder i Sønderjylland – fra den dansk-tyske grænse til nord for Haderslev og østpå til Nørreskoven på Als.
Rune Juelsborg Karsten kender allerede arbejdspladsen i Gråsten. Han har tidligere været ansat fire år som forstfuldmægtig i Naturstyrelsen Sønderjylland.
“Jeg glæder mig meget til at komme i gang og påbegynde opgaverne sammen med de dygtige medarbejdere. Jeg kender allerede enheden indgående fra mine fire år, hvor jeg arbejdede som forstfuldmægtig,” siger Rune Juelsborg Karsten.
Han er uddannet forstkandidat fra Københavns Universitet og har blandt andet beskæftiget sig med bæredygtig skovdrift i Amazonas.
Senest har han været teamleder i Naturstyrelsens centrale enhed for Naturnationalparker og Friluftsliv.
Blandt hans kommende opgaver bliver skovrejsning, naturgenopretning og projekter under den grønne omstilling.
Rune Juelsborg Karsten bor allerede i Gråsten og forventes i foråret 2027 at flytte ind i skovriderboligen. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. oktober 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
