Artikelbeskrivelse

Skoleleder Heidi Elisa Nørgaard.

Gråsten Skole sagde farvel til 46 elever med flagallé

På Gråsten Skole flagede de 46 elever afgangselever sommeren ind tirsdag , og onsdag dimitterede de fra Gråsten Skole.

Efter 10 år på Gråsten Skole, begiver 46 elever sig nu ud på den videre færd i livet. Selvom der skulle navigeres i Corona-forholdsregler, lykkedes det Gråsten Skole at gøre dagen så festlig som altid.

Dagen blev skudt i gang med morgenmad i klasserne, efterfulgt at det årlige awardshow, som i år blev sendt live til resten af udskolingen, mens 9. klasserne selv var inde Multisalen.

Eleverne kom op og i gang igen efter awardshowet, hvor klasserne spillede langbold mod hinanden – og mod de lærere, der havde lyst til at være med.

Traditionen tro skulle den søde tand naturligvis ikke snydes. Som erstatning for det årlige karamelkast, blev der i år lavet karamelaktiviteter, så de klistrede godter alligevel fandt vej til skolens elever.

Som afslutning på dagen, var der lagt op til stor fejring af dimittenderne.

“Vi havde lavet en kæmpelang flagallé, hvor de cyklede hele vejen gennem skolen,” siger skoleleder Heidi Elisa Nørgaard. Med et flag i den ene hånd, og styret i den anden, saluterede 46 elever dermed Gråsten Skole og 10 gode år endeligt farvel. ■