Gråsten Skakklub fejrer officielt sit 100 års jubilæum i Ahlmannsparken 16. november efter at være tyvstartet med en skakturnering i Pinsen.
Gråsten Skakklub gør klar til 100-års jubilæum
Gråsten Skakklub tyvstartede sit 100 års jubilæum med en stor EMT jubilæumsturnering i Pinsen. Gruppe 1 blev vundet af stormester Jesper Thybo. Nu sætter den jubilerende klub trumf på med en stor jubilæumsfest lørdag 16. november i Ahlmannsparken selvsagt med simultanturnering med 32 kvinder og mænd mod stormesteren Jesper Thybo.
Jesper Thybo starter dagen med at holde foredrag klokken 13.15. Dernæst påbegyndes simultanturneringen, som hovedsageligt er rettet mod deltagerne i jubilæumsturneringen. Det foregår efter først til mølle princippet. Bliver der ledige pladser, kan man komme på venteliste.
Sidst på eftermiddagen er der et traktement og hyggeligt samvær for alle interesserede.
Gråsten Skakklub så dagens lys 17. november 1924. Da stiftede pastor Troensegaard-Hansen og bankbestyrer Blond skakklubben, der ved sin spæde begyndelse fik indtegnet 17 medlemmer. Årskontingentet var tre kroner. Hæderkronede gråstenere udgjorde den bestyrelse, der blev grundlaget for skakspillets mange finurlige og kloge træk i Gråsten gennem et helt århundrede. Der er udgivet et jubilæumsskrift om Gråsten Skakklubs 100 år.
Tre skakklubber
Gråsten Skakklub er i Dansk Skak Union. I tidernes morgen var der tre skakklubber i Gråsten. Der var Gråsten Arbejder Skakklub, ligesom de erhvervsdrivende havde deres egen skakklub. Ligeledes var der en skakklub i Alnor. De er i dag alle forenede i Gråsten Skakklub.
“Det formodes, at Gråsten Skakklub oprindeligt var en klub for overklassen, og den almindelige arbejder havde svært ved at komme til orde; men da Dansk Arbejder Skakforbund eksisterede, kunne de jævne borgere starte deres egen klub, Gråsten Arbejderskakklub, under dette forbund,” står der at læse i jubilæumsskriftet.
I 2007 vandt Gråsten Skakklub Danmarksmesterskaberne i skoleskak, da stortalentet Rasmus Lund-Petersen hentede titlen hjem til det sønderjyske.
Klubbens formand er Hansjørgen Clausen, som har indtaget posten i 40 år – altså en betragtelig del af klubbens levetid. Han har ikke været formand i en sammenhængende periode, da han blandt andet i 2003 tog en formandspause for at prøve kræfter med formandsposten i 4. hovedkreds, som er den sønderjyske af slagsen. Hansjørgen har nu været en stabil formand, siden han igen overtog posten i 2007.
Sammen med et par og tyve medlemmer gør han en ihærdig indsats for at vinde så mange som muligt for den hjernetrænende sport. Det sker ved at deltage i turneringer, holde kontakt til ligesindede i det ganske land og på internationalt plan samt ved at holde jubilæumsfest, som det sig hør og bør. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. november 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.