
De to nye håndlavede inriggerbåde – Grønland med plads til fire roere og en styrmand og Island med plads til to roere og en styrmand.
Gråsten Roklub fejrede 100 års jubilæum i strålende solskin
Strålende solskin, dåb af nye både, et overdådigt kagebord og sjove anekdoter ved standerhejsningen satte sit præg ved Gråsten Ro- og Kajakklubs 100-års jubilæum.
Omkring 170 medlemmer, politikere, forhenværende medlemmer, naboklubber og naboer var mødt op. Der var så mange gæster, at der en overgang var der tvivl, om der var kager nok på det store sønderjyske kaffebord.
“Når man bliver 100 år, har man normalt mistet de fleste af sine venner. Det gælder ikke denne 100-årige!” påpegede formand Axel Johnsen i sin tale, og gav ordet til Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, der både holdt tale og døbte tre nye både, der kommer på vandet allerede i denne uge.
100 år med frivillige kræfter
“Det siges at når man går ind i foreningsarbejde, så får man mere, end man giver”, fastslog Erik Lauritzen i sin tale og påpegede derved, at når en forening kan fejre sin 100-års fødselsdag, så ligger der 100 års frivillige kræfter bag.
“Husk det når I overvejer, om I skal snuppe en enkelt periode i bestyrelsen, jo, der skal bruges lidt tid, men I får dette flerdobbelt retur i form af fællesskab, glæden ved at bidrage og taknemlighed”, fortsatte han, inden de tre nye både fik deres navne med vand fra Sildekulen.
Nye både og nye medlemmer
De to nye inrigger-både, sponsoreret af Nordea Fondens Her bor vi-pulje, fik nye navne. Traditionen tro, døbes klubbens både med navne, der har relation til det ro-farvand som klubben ror i til daglig.
Inriggerne er nu navngivet Grønland og Island efter to nedlagte teglværker i Egernsund. De to teglværker blev grundlagt i midten af 1700-tallet og blev først lukket i 2002.
Den nye havkajak fik navnet Linak1, og er den ene af syv nye kajakker, som klubben har investeret i.
Gråsten Ro- og Kajakklub har ca. 75 aktive medlemmer. ■

Borgmester Erik Lauritzen døber havkajakken Linak1.

Klubbens medlemmer havde sørget for sønderjysk kagebord.

Skrevet af
Louise Johnsen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.