
Gråsten Ringridning bliver en minifestival
Der bliver musik på alle tangenter til den 118. udgave af Gråsten Ringridning 17.-20. juli.
Både torsdag, fredag og lørdag aften er der fuld skrue på det musikalske supplement til ringriderfesten i teltet med tre bands og DJ’s, der får det musikalske program til at hænge sammen, så man kan svinge træbenet til ud på natten.
Fredag er der traditionel ringriderfrokost med sprød gris og kalveculotte på programmet tilsat Tip Top Trios musikalske styrke, der nok skal få proteinerne fra menuen til at glide ned.
Fredagen starter med den traditionelle fugleskydning. Der er madboder, tivoli, skydetelt og masser af andre aktiviteter på pladsen.
“Vi har givet ringridningen betegnelsen minifestival. Vi har hyret mange musikalske indslag ind i teltet. Det skulle bode for en musikalsk fest for deltagere i alle aldre. Til gengæld tager vi også entre på 50 kroner fredag aften eksklusiv spisning og 100 kroner lørdag aften, hvor der i år ikke er spisning. Vi håber, folk tager godt imod den brede musikalske pallette,” siger ringriderformand Andreas Thomsen Nøhr.
Ringriderfesten starter traditionen tro allerede torsdag. Rinkenæs Brass Band spiller på Gråsten Plejecenter klokken 18.45. Det årlige lottospil i det store ringidertelt finder sted kl. 17-20. Klokken 21-01.00 er der DJ Night 18+ fest med kæmpe lysshow. På denne aften sørger fire DJ’s for fest og farver i teltet. Entrewprisen er 50 kroner. Der skal vises gyldigt ID ved entréen.
Galgedyst
Lørdag åbner festpladsen klokken 11. Der ventes 150 ryttere og ponyryttere til kamp om titlerne som konge, kronprins og prins under galgerne til Gråsten Ringridning.
“Som noget nyt indfører vi galgedyst for udvalgte ryttere fra hver galge. Rytterne bliver udpeget til at deltage i en særlig dyst mod hinanden, uanset hvor mange ringe de har taget. Der er pokal, præmier og rossette til vinderne af galgedysten. Vi ønsker at gøre noget ud af bredden i rytterfeltet,” siger Andreas Thomsen Nøhr.
Der er ringridercup i fodbold på Gråsten Stadion, så hele byen er med. For børnene er der hoppeborge, legeland og megen anden festivitas. Cykelringridningen plejer at trække mange yngre hjulbårne ryttere til. Der er børneunderholdning i det store telt med Hatteteater fra Honningbanden. Som noget nyt koster det nu 20 kroner at komme ind på pladsen.
“Vi er de sidste til at indføre entre for at komme ind og se ringridningen,” siger formanden.
Der er tre kamps dyst i skydeteltet med fadølsanlægget inden for rækkevidde, hvis nogen skulle være bedre til at svinge ølkruset end skydevåbnet. Vinderen af skydningen bliver kåret til Gråstens skarpeste ringriderskytte. Gråsten Ringridning fik nyt skydetelt sidste år.
Om aftenen er der underholdning af DJ Gubbi, Partybandet Heyya, Diskofil med 90er musik og Keen on Queen til klokken 03.00 om natten. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 17. juli 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
