
Dronning Margrethe modtager traditionen tro ringrideroptoget ved hendes feriedomicil Graasten Slot, når et stort felt af heste og ryttere lægger vejen forbi med blomster 20. juli.
Dronning Margrethe modtager ringrideroptoget igen i år
Når det traditionelle ringrideroptog i Gråsten drager gennem byen søndag 20. juli, vil det som så ofte før kunne hilse på Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der igen i år er på sommerophold på Graasten Slot.
Kong Frederik og Dronning Mary ankommer først ugen efter. Ringriderne er ovenud begejstrede for at få lejlighed til at hilse på Danmarks regent gennem mere end et halvt århundrede, der nu er abdiceret. Hun har et helt særligt forhold til Gråsten, hvor hun er kommet på sommerferie gennem alle årene. Dronningen fyldte 85 år i april.
“Det glæder os overordentligt meget igen at få lov at hilse på Dronning Margrethe. Vi ville savne det, hvis hun ikke var der. Ringridningen er ikke den samme uden Dronningen,” siger formand for Gråsten Ringriderforening, Andreas Thomsen Nøhr, der selv deltager i optoget.
Ny rute for optog
Det kan være lidt af en præstation at dirigere hestene hen til Dronningen for at overrække blomster. Mange ryttere bidrager derved til at sætte kulør på ringridningen.
Hilsenen ved slottet trækker et stort publikum. Dronning Margrethe plejer at stå med så mange blomster, at hun må have hjælpende hænder til at bringe blomsterfloret ind til vaser og opsatser på Graasten Slot. Det skal siges, Dronningen er ikke bange for heste og tager med anstand med i købet, at nogle af de firbenede danser lidt for hende under den megen opmærksomhed.
Gråsten Ringridning er en af de store og har 150 heste og ponyer, der dyster i otte galger, to ponygalger og otte cykelringridergalger.
Som noget nyt går optoget fra ringriderpladsen, ad Kongevej og Felstedvej til slottet og ad Slotsgade tilbage gennem byen til ringriderpladsen.
“Det giver en lidt længere rute og sætter kulør på byen,” siger Andreas Nøhr.
Rytteroptoget får undervejs musikalsk ledsagelse af Deutschen Jugend-Brassband fra Lübeck, Rinkenæs Bras Band og Varde Garden. Orkestrene giver senere koncert i teltet.
“Vi har i år udvidet til tre bands,” fortæller formanden, der har valgt at gå all in på musikken til festerne i teltet og ude i bybilledet. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 17. juli 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

