Artikelbeskrivelse

Der bliver masser af spændende veterankøretøjer at kigge på på Ringriderpladsen.

Gråsten gør klar til Danmarks største Oldtimerløb

Veteranbiler indtager lørdag den 28. maj Gråsten.

Det er som sædvanlig Broager-Gråsten Lions Club, som inviterer til sjov i byen.

Ringriderpladssen bliver centrum for over 1.000 veteranbiler, som over 35 år gamle. På Torvet i Gråsten vil være opstillet Harley Davidson motorcykler.

“Tilmeldingerne strømmer ind fra Danmark, Tyskland og vore nordlige nabolande. Hvis vejrguderne er med os, forventer vi flere end 1.000 gamle køretøjer fra det forrige århundrede”, siger løbets talsmand, Erik Krogh.

Oldtimerløbet er Danmarks største af slagsen. I alder er køretøjerne fra først i 1900-tallet og op til 1987.

Årets biltema

I år er det 30 år siden løbet blev gennemført første gang. 

“Vi kunne have haft 30-års jubilæum i 2020, men det lod sig ikke gøre på grund af Covid-19. For alle bliver det derfor et gensyn med de gamle biler, lastbiler, motorcykler, scootere, knallerter og traktorer”, fortæller Erik Krogh.

Årets biltema er bilmærket Porsche. Der vil være flotte og specielle modeller på Rinriderpladsen. Det andet tema er motorcykelmærket NSU, hvor der også kommer mange flotte modeller til løbet. NSU og DVM Dansk Veteran Motorcykelklub er samlet på pladsen. Det bliver et eldorado for alle bil – og motorcykelentusiaster. På ringriderpladsen vil der også være en Mini Sturgis.

Harley Davidson

På Torvet kommer der om formiddagen omkring 300 Harley Davidson motorcykler. 

Kl. 12.00 kører de ud på en længere køretur og efter køreturen kommer de til ringriderpladsen kl. 14.15.

Desuden er der et udvidet stumpemarked med stader og boder, der byder på et stort udvalg af reservedele og andet udstyr/tilbehør til deltagere og gæster på pladsen!

Lions Club Broager-Gråsten anvender overskuddet til almennyttigt og humanitært arbejde lokalt, nationalt og internationalt. Desuden uddeler man Oldtimerprisen, som er på 50,000 kr. 

I anledning af 30-års jubilæet suppleres Oldtimerprisen med en ekstra donation på 30.000 kr. 

Klubbens medlemmer er mennesker, som har overskud i fritiden til at hjælpe andre. Klubben har 20 medlemmer.

Folkefest i Gråsten

Oldtimerløbet er det største arrangement af sin art i Danmark, og er blevet til en folkefest for Gråsten og omegn. 

Løbsdeltagerne finder det helt fantastisk at opleve det store og medlevende publikum i byen, på Ringriderpladsen og på kørerruten til Kruså. Det oplever man ingen andre steder i landet, lyder det blandt løbsdeltagerne.

Der var i 2019 alene på Ringriderpladsen 3.800 tilskuere, som fik en hyggelig og god oplevelse med hjem. 

Sammen med de 1.500–2.000 personer, som følger med de deltagende køretøjer, fylder de godt op på Ringriderpladsen og på ruten. 

Ruten går via Rinkenæs og Fjordvejen videre til Grænsehallerne i Kruså, hvorfra det går retur igen af samme rute. ■

blank

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.