Malene Parnell Hansen begynder 1. september som kiropraktor i Ulnæs Centret.

Gråsten får sin første kiropraktor i Ulsnæs Centret

Gråstens allerførste kiropraktor er flyttet ind i lokalerne ved siden af apoteket.

Er der noget i kroppen, der ikke er helt, som det skal være, kan man nu besøge Malene Parnell Hansen ved Led for Led Kiropraktik i Gråsten.

Malene Parnell Hansen er klar til at byde klienter fra Gråsten, Aabenraa og Sønderborg indenfor. Selvom alt nu kører, som det skal, har vejen dertil ikke været helt lige så snorlige.

“Jeg har altid villet være selvstændig. Min mand sagde, at jeg ikke længere havde en undskyldning for at lade være. Men det kildede i maven at starte op selv”, siger Malene Parnell Hansen.

Rummelighed

Når Malene Parnell Hansen er sprunget ud i livet som selvstændig, er det ikke helt tilfældigt.

“Jeg kommer fra en familie af selvstændige. Min far var selvstændig, og jeg har derfor været vant til at se det,” siger hun.

Det, hun især værdsætter ved livet som selvstændig, er, at man selv står for udviklingen, og at det, man udretter, er ens eget.

“Samtidigt er noget af det vigtigste i Led for Led Kiropraktik, at der bliver plads til den enkelte, og at man bliver set og hørt”, siger Malene Parnell Hansen. 

“Der skal være tid, rummelighed og plads til den enkelte. Det er vigtigt for mig, at folk bliver set og hørt, og at der er tid til alle de nuancer, der skal rummes. Og at man er der for dem, der skal være det.”

Arbejde i øjenhøjde

For Malene Parnell Hansen har det altid været klokkeklart, at det var mennesker og sundhed, hun skulle arbejde med.

Spørgsmålet var derfor bare, hvilken retning hun skulle tage. Svaret viste sig for hende, da hun kiggede på et andet studie.

“Da jeg var ude at se på lægestudiet, var der også nogle kiropraktorer. Det tiltalte mig med alt det, man kan gøre med sine hænder, i stedet for at man skal ud i medicinering,” siger hun. 

Det er netop det, man kan udrette med sine hænder og gennem dialog med patienterne, der tiltaler Malene Parnell Hansen ved jobbet.

“Jeg tror, det er kontakten mellem dig og patienterne. Det er det med, at du er nede på et øjenhøjdeniveau, kigger på dem og undersøger dem”, siger kiropraktoren.

“Jeg har brug for det her samspil; hvad rykker os, hvorfor rykker det os, hvad kan jeg gøre, og hvad kan vi selv gøre,” siger hun. ■

blank

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80