Artikelbeskrivelse

Gråsten Æblefestival blev åbnet

Af Henriette Pilegaard
”I styrker fællesskabet, og I er med til at skabe et livsgrundlag for fremtiden”.
Sådan takkede borgmester Erik Lauritzen folkene bag Gråsten Æblefestival ved åbningen.
”Sidste år var første gang, I holdt æblefestival. I var gået sammen i Gråsten og havde besluttet at gøre æblet til et fyrtårn. I skabte æblefestivalen i efterårsferien, hvor I kræser for både egne borgere og gæster med kunst, kultur og oplevelser med gråstenæblet i centrum. Så var det jo spændende, om det var et enkelt skud i bøssen. I dag står vi så til åbningen af en festival, der er endnu større end premieren”.
Sådan åbnede borgmester Erik Lauritzen lørdag Gråsten Æblefestival 2015 i Alnor Strandpark, hvor der samtidig var afsløring af en ny æbleskulptur, og hvor der bagefter blev plantet en snes gråstenæbletræer.
Med større festival sigtede borgmesteren blandt andet til, at festivalen i år har koblet sig på æblesejladsen på Flensborg Fjord og har aktiviteter på havnen hele fredagen sideløbende med aktiviteter på Torvet.
Vigtige fællesskaber
”Det er et stort projekt at stable på benene, og I bruger mange timer af fritiden på det. Det gør mig stolt og glad. I byrådet vil vi gøre, hvad vi kan for at støtte jeres indsats for at gøre kommunen til et spændende sted at bo. Vi har brug for at genopfinde fællesskaberne, de er fundamentet for et godt liv. Som offentlig instans kan vi gøre nogle ting, men I er også nødt til at gøre noget selv. Det gør I her. Tak”, sagde Erik Lauritzen.
Borgmesteren udtrykte sin glæde over, at der ved festivalen er bred fokus på områdets fødevarer, og hvordan vi selv kan arbejde med dem, for eksempel plante æbletræer og presse æbler. Han bemærkede også, hvordan alle skolerne i år har været inddraget i festivalen og har arbejdet med æblet og med sanserne både i den fysiske verden og digitalt.
”I byrådet har vi besluttet, at kommunen skal have en strategi for fødevarer, og det er godt, at det hele spiller sammen”, sagde Erik Lauritzen.
Oplevelser som livsgrundlag
Som afslutning fastslog borgmesteren, at kultur og oplevelser ikke bare er for sjov:
”At skabe gode oplevelser for både egne borgere og for turister er et af vores fyrtårne i kommunen. Det er simpelthen noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Her i Gråsten er I virkelig godt på vej. I slår æblefestivalen fast som en tilbagevendende begivenhed, der vokser i omfang. Stort tillykke med skulpturen i dag og med æblefestivalen, som nu også bliver maritim. I byrådet ønsker vi jer god vind. 

Gråsten Æblefestival 2015 er i gang. Den blev åbnet lørdag i Alnor Strandpark af borgmester Erik Lauritzen og med afsløring af en ny æbleskulptur.Foto Søren Gülck

Gråsten Æblefestival 2015 er i gang. Den blev åbnet lørdag i Alnor Strandpark af borgmester Erik Lauritzen og med afsløring af en ny æbleskulptur.Foto Søren Gülck