Generationsskifte i Bov IF

AF Ditte Vennits Nielsen
25 personer deltog i generalforsamlingen i Bov IF, hvor Betina Jessen blev valgt som ny formand.
Både den afgående formand, Folke Kryger, og den afgående næstformand, Henrik Schroll, blev hyldet og fik pæne ord med på vejen.
Yvonne Jespersen fortsætter som kasserer, mens næstformandsposten stadig er ubesat. Betina Jessen håber på, at der er en frivillig ildsjæl, der melder sig på banen.
Ved den festlige komsammen søndag formiddag var der yderligere hyldest til den afgående formand og næstformand.
Betina Jessen holdt en munter tale, hvor hun bl.a. fortalte, at da hun ringede til Folke Kryger, tog samtalen præcis 4½ minut, mens samtalen med Henrik Schroll tog godt ½ time. Det er meget kendetegnende for de to.
Tidligere halbestyrer Stig Rosenbeck takkede for et langt og godt samarbejde.
“Folke, du er det mest positive menneske, jeg kender. Og Henrik, du har været en uvurderlig støtte for mig igennem årene”, sagde Stig Rosenbeck, som ikke var i tvivl om, at Grænsehallen går en svær tid i møde, men med Allan Niebuhr i spidsen som ny formand for Grænsehallen og med Folke Kryger i bestyrelsen, kan det ikke gå helt galt.

Der var en munter stemning, da Bov IF tog afsked med Folke Kryger og Henrik Schroll. Foto Ditte Vennits Nielsen