Mange var mødt op for at fejre, Gendarmstien nu også er gangbar i sit fulde forløb på Broagerland, hvor der er opkøbt jord for at sikre stiens videreførelse langs kysten.

Gendarmstien genindviet efter stormflod

Det blev et tilløbsstykke af de sjældne, da Naturstyrelsen og Aabenraa og Sønderborg kommuner genindviede Gendarmstien. 

Det skete ved Gendarmstiens Lejrskole i Stensigmose på Broagerland. Samtidig blev det fejret, Gendarmstien for tredje gang er blevet certificeret som europæisk kvalitetsvandrevej. Det fører tusinder af turister på gåben med sig. Gendarmstien ved Viemosen ud for Dybbøl er også sat i stand efter voldsomme naturskader.

Stormfloden i oktober 2023 tog en ordentlig bid af Gendarmstien på Broagerland. Den var spærret en rum tid, men er nu sat i stand og gangbar for folk og fæ. Gendarmstien har dog måttet ofre en del af sine skrænter til havet, der ikke har givet sit bytte tilbage. Stien går derfor visse steder længere inde på kysten end tidligere. Skilte, rækværk, trapper og visse steder også underlaget er fornyet, så alle kan komme frem iført det rette fodtøj.

“Det er et fantastisk skønt sted og en af de smukkeste vandreruter overhovedet,” sagde borgmester Erik Lauritzen (S), der var hæs, men korrekt iført vandrestøvler og kan bryste sig af, egnen og Sønderborg Kommune nyder stor opmærksomhed i Paris, hvor Gendarmstien netop er blevet kåret som en af de skønneste vandreruter.

“Det er ikke her, I har brugt alle jeres penge til asfalt,” konstaterede Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen (K), med henvisning til Stensigmoses hullede asfaltvej.

Aabenraas borgmester kender et par, som har gennemført en harmonisk skilsmisse ved gensidig aftale indgået på en vandring ad Gendarmstien.

Steen Kobberø Hansen fra det europæiske vandrelaug European Hiking Federation overrakte de to borgmestre certifikaterne som bevis på den europæiske anerkendelse, og så var det ellers tid at sadle apostlenes heste og gå en tur ad den genetablerede sti til klinten ved Stensigmose. Her skortede det ikke på fortællinger om krigen i 1864, teglværker, en bortløben tyr og fundet af kindtænder og stødtænder fra en skovelefant, der har levet på disse breddegrader for mere end 130.000 år siden.

Efter den krævende vandring ad mudrede stier, der dog hænger sammen og byder på fantastiske udsigter over det grådige hav, blev de mange mennesker trakteret med kartoffelsuppe fra rådhuskantinen og æblemost.

“Vi har repareret stien og investeret omkring en million kroner i at gøre den gangbar igen. Det er blandt andet sket ved at opkøbe jord, for noget af Gendarmstien forsvandt jo i havet under stormen,” fortæller skovfoged Christian Mikkelsen, fra Naturstyrelsen, der er en stor jordejer og har betydelige skovarealer i sin varetægt med Gendarmstien som en særlig perle.

Så nu er det bare med at snøre vandrestøvlerne og komme afsted i det lønlige håb, vejrguderne lader det vandrende folk beholde det nye stiforløb lagt i respekt for, naturen og Homo Sapiens har krav på hvert sit. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. december 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.