Artikelbeskrivelse
Genbrugsguld er populært
Af Pernille Kjeldtoft Hansen
I Padborg Genbrugsbutik, hvis overskud går til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, afholdt man forleden julemarked.
Arrangementet blev en stor succes, flere end 100 mennesker støttede op om den gode sag, og salget var langt over forventning. Dermed kunne de frivillige igen glæde børn og ansatte på Julemærkehjemmet Fjordmark med et betydeligt økonomisk bidrag.
De frivillige bag Padborg Genbrugsbutik var overvældede over det flotte fremmøde, og glædede sig over, at så mange både tyske og danske kunder hyggede sig i butikken og købte godt ind af varerne, der alle var sat ned til halv pris.
Til arrangementet havde Super Brugsen Padborg sponsoreret æblesiver og idet de frivillige i butikken havde sørget for drikkevarer dertil, var rammerne for et hyggeligt julearrangement perfekte.
En gruppe børn fra Julemærkehjemmet var desuden også at finde i butikken i løbet af dagen, og i den julepyntede butik hjalp de til hvor de kunne, snakkede med de fremmødte og spredte glæde og julestemning.
Søger frivillige
Faktisk er genbrugsbutikken i Padborg så populær, at de frivillige har mere end nok at se til. Genbrugsguld er populært, og når handlen i Padborg Genbrugsbutik oven i købet støtter en god og lokal sag, er butikken flittigt besøgt.
I dag har holder Padborg Genbrugsbutik til fordel for børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark åben mellem kl. 13:00 og 17:00 i hverdagene, men der hersker et udpræget ønske om at udvide åbningstiderne.
De 16 frivillige, der allerede hjælper til i genbrugsforretningen, kan dog ikke løfte opgaven alene, og derfor søger daglig leder af butikken Anton Kønig efter ekstra arbejdskraft.
Han ser gerne, at 8 par ekstra hænder har muligheden for at hjælpe til, før de udvidede åbningstider kan blive en realitet. Og det håber han ligesom resten af holdet bag den velgørende forretning på vil lykkes.
Behovet er nemlig en realitet, og salget af genbrugsguldet er langt over det, som man ved åbningen sidste år havde håbet på og regnet med.
Det går nemlig godt for Padborg Genbrugsbutik, og varerne der afleveres af og afhentes hos lokale er så mange, at butikken næppe vil blive tømt foreløbigt.