Artikelbeskrivelse
Fuldt hus til præsteindsættelse
Af Ditte Vennits Nielsen
I de kommende måneder skal Anette Jensen være med til at døbe, konfirmere, vie og begrave indbyggerne i Bov Sogn, hvor hun er ny vikar, da sognepræst Malene Højen Lundqvist er gået på barsel.
Hun fik selv lidt af en ilddåb, da hun allehelgens søndag blev indsats som vikarpræst i Bov Kirke. I kirkedøren stod provst for Aabenraa Stift, Kirsten Sønderby, sammen med formand for menighedsrådet, og tog imod de mange mennesker.
Til smukke toner fra cello og orgel gik de fire præster, Malene Højen Lundqvist, Kevin Asmussen, Anette Jensen og provst Kirsten Sønderby op ad kirkegulvet i den propfyldte kirke.
Den fredfyldte stemning bredte sig på kirkebænkene, og de smukke salmer fyldte kirkerummet.
Efter selve indsættelsen trådte Anette Jensen op på prædikestolen, og hendes prædiken omhandlede naturligvis på denne allehelgensdag de døde. Hun sluttede sin prædiken med at takke for det store fremmøde, og hun glædede sig til det fremtidige arbejde.
Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved en kop kaffe og et lækkert stykke hjemmebagt kringle, og her havde de fremmødte lejlighed til at udveksle nogle ord med den nye præst. Mange var henne og trykke hænder og få nogle trøstende ord med på vejen.
Anette Jensen, der til daglig er bosiddende i Løgumkloster, er gift med Sten Haarlev, der er en sognepræst, og parret har 2 voksne børn, der studerer i København.