Artikelbeskrivelse

Formand for Vennekredsen på Dalsmark Plejehjem, Jørn Rørholm, er utilfreds med ledelsen på plejehjemmet. Arkivfoto

Formand for Vennekredsen på Dalsmark Plejehjem, Jørn Rørholm, er utilfreds med ledelsen på plejehjemmet. Arkivfoto

Formand for Dalsmark Plejehjems Vennekreds trækker sig i frustration

Arbejdet som frivillig i Dalsmark Plejehjems Vennekreds har ændret sig i en grad, så formand Jørn Rørholm trækker sig efter at have droslet aktiviteterne væsentlig ned det forløbne år. Coronaen og en efter hans mening ændret ledelsesstil gør, at Jørn Rørholm smider tøjlerne. Flere af medlemmerne har af forskellige grunde meldt sig ud af vennekredsen, der nu er næsten halveret.

“Der er sket en opstramning af betingelserne for vennekredsen, der gør det af med glæden ved det frivillige arbejde. Det er som om, at hvis vi ikke bare klapper hælene sammen og gør, som der bliver sagt, så er vi faktisk ikke velkomne,” fortæller Jørn Rørholm, der sammen med vennerne har skabt adspredelse og fornøjelse på lange dage for plejehjemmets beboere.

Da en stor del af vennekredsens 24 medlemmer er faldet fra som følge af den langvarige Corona pandemi og andre ting, ønsker Jørn Rørholm ikke at videreføre vennekredsen, som efter hans bedømmelse vil blive svær at holde i live. To tredjedele af personalet er udskiftet inden for kort tid. Det har ifølge den afgående formand haft en uheldig indflydelse på samarbejdet med vennekredsen.

“Vennekredsens indsats er blevet håndteret uprofessionelt og diktatorisk fra plejehjemsledelsens side. Det er ikke fair i forhold til den indsats, vi har ydet. Vor indsats har været rettet mod beboerne. Vi har givet det ekstra krydderi i hverdagen med ture, udflugter og samvær, som plejehjemmet ikke kan tage sig af. Vi har haft vor daglige gang på Dalsmark Plejehjem til fælles bedste og glæde. Nu ønsker ledelsen at inddrage os som medarbejdere og at diktere os det arbejde, vi skal lave. Vi er blevet bebrejdet den måde, vi kommunikerer med beboerne på,” siger 74-årige Jørn Rørholm, der ikke ser nogen fremtid i at blive ved som frivillig på Dalsmark Plejehjem.

Mand er ansat

Hans synes, det er ærgerligt, for alle kommunale og ledelsesmæssige retningslinjer går på at inddrage frivillige så meget så muligt i det daglige arbejde. 

Han er også modstander af, at forstander Maibritt Elm Nielsens mand Andreas Nielsen er blevet ansat som naturterapeut på Dalsmark Plejehjem, efter han stoppede som leder af institutionen Fjordbo.

“Jeg kan slet ikke genkende Jørn Rørholms kritik. Vi har et godt samarbejde med vennekredsen, som jeg er overbevist om, fortsætter. Jeg forsøger ikke at diktere den noget som helst og pålægger dem ikke personalemæssige opgaver. Vennekredsen er aktivt med i naturprojektet. Jeg har forsøgt at tale med Jørn Rørholm, men det hjælper ikke. Vi har ganske enkelt forskellige opfattelser,” siger forstander Maibritt Elm Nielsen, der ikke vil kommentere ansættelsen af hendes mand.

“Jeg er ked af Jørn Rørholms tilkendegivelser. Vi er nogle stykker, der vil føre vennekredsen videre. Jeg forstår ikke, hvorfor han farer frem på den måde,” siger medlem af vennekredsen Egon Jessen, Sønderborg, der erkender, der har været visse problemer undervejs i samarbejdet og opfordrer til, de frivillige udfører frivilligt arbejde, og at ledelsen tager sig af de personalemæssige sider af driften.

Dalsmark Plejehjems Vennekreds har eksisteret i 22 år. Plejehjemmet har omkring 40 beboere og drives af Danske Diakonhjem. ■

Der er kommet en knude på tråden mellem Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs og Vennekredsen. Arkivfoto. 

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.