Artikelbeskrivelse

Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten er fra torsdag den 5. maj igen klar til at tage imod gæster, der vil nyde havens blomster, de duftende krydderurtebed og frugttræer og måske butikken og caféens fristelser.

Forårstegn: Den kongelige Køkkenhave åbner

Siden åbningen af Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot i sommeren 2020 er den blevet et sandt tilløbsstykke. Torsdag den 5. maj åbner haven for en ny sæson, hvor man igen kan nyde de smukke anlæg, duftene og en butik, der har fået en ansigtsløftning og et større sortiment.

Den Kongelige Køkkenhave er et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune, som beskæftiger en række borgere på stedet i et socialpsykiatrisk projekt.

Køkkenhaven har vist sig at være et perfekt sted som socialpsykiatrisk værksted. Borgerne er meget glade for at arbejde i naturen og se afgrøderne vokse frem, ligesom de nyder at se deres håndværk udstillet i butikken og at møde havens gæster. Samtidig er haven et godt supplement til Gråstens øvrige turistattraktioner.

Køkkenhaven blev i sin tid anlagt af Dronning Ingrid, og igennem en årrække forsynede den hver sommer de kongelige gæster med friske krydderurter, grøntsager og frugter, når de var på ferie i Gråsten. Efter Dronning Ingrids død blev driften af haven reduceret til enkelte bed. Men nu kan man igen nyde duften af persille, purløg, hvidløg og rosmarin, men også mere eksotiske arter som vietnamesisk mynte og kvan. Dertil er der masser af bær, farverige staudebede og en veltrimmet skov af frugttræer i spalierer.

I caféen er der et udvalg af sandwich, kage og kaffe/te, som man kan nyde i cafeen eller tage med til Væksthuset eller en af de udendørs stole eller bænke.

Ansigtsløft

Butikken og caféen har i vinterens løb fået en ansigtsløftning, så varerne præsenteres i mere eksklusive rammer, ligesom sortimentet er udvidet. 

Basisvarerne er uændret håndarbejde fra Væksthusets værksteder og udvalgte, eksklusive designs.

Sæsonåbningen markeres torsdag den 5. maj kl. 10, hvor en af Væksthusets medarbejdere klipper snoren til den renovere cafe/butik, ligesom børn fra institutionen Vindsuset i Gråsten er til stede og er med til at gøre sæsonåbningen festlig.

Den Kongelige Køkkenhave er i maj og september åben torsdag-søndag kl. 10-17. 

I juni, juli og august er den åben alle ugens dage kl. 10-17. Der er gratis adgang. Vær opmærksom på, at der ikke er p-pladser i umiddelbar nærhed af køkkenhaven, men i Gråsten By – de nærmeste på Slotsgade. ■

Skrevet af
Morten Jacobsen

Fotos af
Kim Toft Jørgensen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.